Skønne damer

Her over har I de 8 skønne damer, der har overvintret hos “Får på Bjerget”.
I læseretningen har I Nuuk, Kuzmina, Bunad, Vigdís, Oslo foran Aisha, Quito og Mi.
Det har været en rolig og forholdsvis begivenhedsløs tid – måske undtaget den megen nedbør fra oven i forskellige former. Her på Bjerget elsker vi sne og frost og synes det langt er at foretrække for al den vand, der bare giver mudder, beskidte ben og pelse og ømme klovspalter! Så vi har ingen klage over vinteren, som I kan se herunder.
Men nu er foråret på vej og med det et af årets absolutte højdepunkter: Lammene – de bedårende små forårsbebudere – kommer inden længe. Det fremgår tydeligt af livviden på flere af fårene. Jeg er ret sikker på alle undtagen Quito – men håber meget, at hun også har lidt guld i maven. Med Kuzmina er der ihvertfald ingen tvivl – og selvom man ikke kan se det på billedet herover, bliver det sandsynligvis Oslo, der lægger først ud i løbet af den kommende store uges tid …. måske …. vil jeg tro!