Som I jo tidligere har hørt, fik jeg allerede i første hug et flaskelam. Oslos midterste lam, der sad så fast i fødslen, er blevet min absolut bedste ven i lammeflokken. Min dyrlæge var meget imponeret over, at han havde overlevet sådan en tur – men det gjorde han jo heldigvis og er lige så stor, sund og fræk som sine søskende. Vigdís fik jo også trillinger et par dage efter – og hun lagde flot ud med at passe alle tre. Men efter et par dage kunne jeg konstatere, at den sidstfødte med de charmerende aftegninger ikke rigtigt fik nok at spise. Hun skulle snige sig til at få fat i patten, når mor var optaget af at spise – og det er ikke gode tegn. Og ved nærmere eftersyn var hun også lidt tynd og “indtørret” at se på. Så hun røg med på flaskeholdet! Det går godt og de er søde. De kan nu nøjes med 4 gange om dagen.
Fredag aften lagde Kuzmina sig og fødte sine lam lige midt i fredagspizzaen! Men hurra hurra – jeg var så lettet og glad som …..ja, jeg ved ikke – en lykkens pampåskefis?
Kuzmina har i den sidste uge lignet én, der var i fødsel- eller ihvertfald meget tæt på – og har været kilde til stor bekymring for mig. Min søde dyrlæge har flere gange beroliget mig: “De kommer, når de skal!” Og han jo ret! Men jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde før har oplevet et får, der i en hel uge går rundt og skraber, lægger sig, ligner én, der presser og så alligevel ikke. Utallige er de gange, hvor jeg er gået i stalden i forvisning om, at NU var det – for så at møde et får der rejser sig op og spørger “Er det nu vi skal have mad?”. Det har været kilde til stor frustration og bekymring – det indrømmer jeg blankt! Fra onsdag aften gik Kuzmina virkelig til den og den del af stalden, hvor hun kunne komme, lignede en pløjemark. Al halm var endevendt i flere omgange. Men ingen lam trods prusten, baksen, stønnen og altså skraben. Men så endelig fredag ved 19-tiden blev det alvor og Kuzmina lagde sig og satte det afgørende pres ind! Da jeg kiggede på staldkameraet råbte jeg “Yes”, for der lå en lille sort sag i halmen. En veninde og jeg forlod aftensmaden og måtte i stalden og fulgte her at yderligere to små lam kom til verden. Kuzmina hun er ret privat og lægger sig altid med bagdelen den anden vej – men hvad gør det, når hun som det første får i år klarer hele læmningen selv! Sådan!! Åh, jeg var så glad og lettet hele aftenen!
Tre ret små, kulsorte gimmerlam! De bliver nusset og passet og sådan håber jeg det bliver ved med at være! Hurra hurra! Tilbage ved pizzaen sad min søde mand og hviskede med min mor om, at det da var godt, at jeg havde sørget for at tage bekymringerne på forskud ….. og han har fuldstændigt ret! Dog synes jeg, at jeg er en lille bitte smule undskyldt af det meget ualmindelige forløb og det faktum, at der har været bøvl med benstillingen og brug for hjælp ved de tre foregående læmninger! Men ja – stol på dine kompetente får, Dorte
Fredag aften gik Aisha i gang med alle øvelser indenfor disciplinen “læmning”. Der blev skrapt, lagt sig, rejst op igen, pustet og stønnet og til slut også presset. Alt sammen så fint – og jeg var glad, for nu var det weekend, og jeg kunne bare være der. Problemet var bare at der intet skete! Så jeg måtte igen hjælpe til. Ved fælles hjælp og en del bøvl fik vi et gimmerlam ud – og siden kom så et vædderlam! Uh, så dejligt med et par helt almindelige tvillinger! Sorte og smukke og især vædderen er sprudlende af liv og energi. 30 min gammel gjorde han bukkespring – og allerede næste dag hoppede han rundt og drillede de ældre lam og opfordrede til leg.
Aisha har derimod svært ved at komme sig over fødslen. Der er jo altid en risiko, når det bliver kompliceret. Hun har fået feber, dyrlægen er konsulteret og nu krydser jeg bare fingre for, at hun kommer til hægterne igen. Både fordi hun er et pragtfuldt får – men jo også fordi, hun meget gerne skal tage sig af de to lam. Jeg trænger virkelig til læmninger, der bare sker af sig selv – altså hvor fåret kan klare det selv og jeg nærmest ikke når at opdage det. Det er jo så dejligt at overvære en læmning, men jeg har deltaget aktivt i alle årets læmninger – jeg håber at den stime er ovre nu.
DMI vil nok – med vanlig trang til (over)dramatisering – kalde det en snestorm, men der er vi ikke endnu. Men helt sikkert er det at det sner og blæser godt på Bjerget her i eftermiddag. Driverne er nu endnu til at komme igennem. Får og lam har været på marken i et par timer i dejlig sol, og er nu idømt hjemlig og indendørs hygge, med mellemmåltid og eftermiddagshvil.
Søndag formiddag drog næsten alle får – også Oslo med lam – ned over marken! Undtagen Vigdís, der blev i stalden, gik lidt rundt lagde sig, rejste sig, kiggede ud af døren, lagde sig igen osv. Jeg skulle male, og gik og holdt øje med hende på kameraet imens, men ville lade hende være i fred så længe som muligt. Da Vigdís lagde sig og begyndte at presse, lagde jeg penslen og gik i stalden og glædede mig til at sidde lige så stille og se lam fødes. Jeg nåede dog ikke langt ind i stalden, før jeg blev klar over, at det ikke blev til stille og frydefuld undren. Fødselshjælp var påkrævet. Et par sammenfoldede bagben sad i fødselsgangen og og kom ikke længere selvom Vigdís masede på. Så ind med lammet igen, mærke efter klovene for enden af de lange ben og lige så stille få dem lirket frem uden at ridse fåret på indersiden. Lammet kom ud med bagbenene først, men klarede det fint og da Vigdís havde slikket og nusset det en tid, skubbede hun uden større anstrengelser et lam mere ud. Sikke dejligt! To pænt store, hvide gimmerlam!
Jeg troede egentlig, at der skulle komme endnu et, for der var ligesom en vandblære mere, men jeg kunne ikke mærke noget lam og der var ikke tegn på flere veer. Det var nok bare lidt hinder og fostervand, der hang som i en pose. Da begge lam var på benene og havde fået mælk at drikke, gik jeg ind og fik en rugbrødsmad – glad og tilfreds med to – og kun to – dejlige lam, som moderen selv kunne passe og som kunne vokse sig store og flotte. Men da jeg kiggede på staldkameraet næste gang … Hvad! Der lå der endnu et lam i halmen. Afsted igen. Et tredje gimmerlam lå våd i halmen og var ved at blive ordnet! Og sikke et! Sådan et lam har jeg aldrig fået før, det mindes jeg ikke! Det skønneste lille panda-lam! Sikke heldig jeg da er – med tre nye søndagsbørn og en blid og omsorgsfuld moder med masser af mælk, hun gerne deler ud til alle tre. Hurra!
I løbet af onsdag aften blev det klart, at det midterste lam, der havde siddet fast i fødsel længe, nok var lidt skadet. Den kunne ikke rejse sig – og derfor heller ikke komme op til patten. Den var slikket og nusset, men da de andre to var på benene og klar, faldt Oslos interesse for den lille fyr. Jeg fik givet lammet en portion af Oslos gode råmælk med sonde og håbede, at det gik, men da jeg kom ud i stalden næste gang, havde Oslo ligget lidt ind over lammet og det var koldt og næsten dødt. Hmmm! Jeg fik fat i lammet, givet kunstigt åndedræt, masseret og fik det med ind i varmen, hvor det blev gnedet med håndklæder og pustet på med hårtørreren.
Sådan nogle små lam er sejlivede, så inden jeg gik i seng var den varm og fin igen, den fik en portion mælk med sonde igen og kom ud til sin mor og søskende. Torsdag morgen kunne den stadig ikke rejse sig, men virkede ellers meget livskraftig bortset fra det! Puhhh! Mere sonde og …… ja, så skød jeg til hjørne og tog på arbejde. Da jeg kom hjem regnede jeg egentlig med at lammet enten var dødt eller skulle aflives. Det var sikkert blevet skadet i fødslen. Det lå ned da jeg kom i stalden og mit hjerte sank, men da jeg kom hen til det, rejse det sig lige så fint op og gik nærmere!
Nej, hvor skønt! Et stort fint og livskraftigt vædderlam, der havde overvundet krisen efter en hård start på livet! Super!! Det var så desværre helt tydeligt, at Oslo ikke længere følte sig ansvarlig for lammet! “Det var dig, der fik det lille myr til at overleve”, tænkte hun helt tydeligt. “Så må du også tage følgerne”. Så jeg kørte glad afsted efter en sæk Unika-pulvermælk – og hænger nu på et skønt lille glad vædderlam.
I onsdags var jeg længe på arbejde og da jeg kom hjem ved 17.30-tiden skulle jeg lige vise min søn et problem med min staldkamera-app. Men …. Da jeg fik billedet frem, var der en lille sort krop i halmen! Hvad? Lam allerede? Jeg fløj i termodragten og ud i stalden. Her lå Oslo og ved siden af hende lå et tørt og fint sort lam! Oslo lå og pressede det bedste hun havde lært – og intet skete. Der stak et par forben ud, men hele processen var låst og havde nok – det helt tørre lam taget i betragtning – været det i en tid. Jeg åbnede således sæsonen med at være fødselshjælper i funktion. Lammet lå med forbenene strakt, men hovedet ned langs kroppen. Noget værre bøvl. Jeg måtte have lammet skubbet tilbage og få hovedet drejet frem. Det røg tilbage gang på gang, men lige før jeg opgav og ringede til dyrlægen, fik jeg det heldigvis ud. Pyh, det var dejligt! Et fint og levende vædderlam. Snart efter kom der så et lam mere, der fint kom ud selv. Tjuhej, så er vi i gang. Jeg var lidt overrasket – meget faktisk – over, at jeg allerede fik lam nu – troede først det var i næste uge, men det var det altså ikke. Fårene er først lige begyndt rigtigt at fylde i landskabet og selvom de da har fået store yvere, har Oslos slet ikke været i nærheden af den sprængfarlige spændte tilstand, som det ofte har været i inden læmning. Men dejligt med tre fine sorte lam. En gimmer og to vædderlam. Godt, jeg nåede hjem!
