Hvis jeg lige føler trang til et lille positivt pift, så er det skønt at gå ned ad marken til fårene. Når det første får eller lam får øje på mig, bræger det højlydt og sætter i løb og snart er hele flokken i fuld firspring for at modtage dig med bræææægende gensynsglæde. Det er da dejligt!
I morges – da jeg stak hovedet rundt om hushjørnet for at spejde ned, om alt så fredeligt ud – så var der ikke et får eller lam at få øje på! ÅH NEJ!!
Er de løbet bort i panik? Hvad er der mon sket?
På et splitsekund når hjernen at opliste alle mulige scenarier, indtil jeg kom så højt op af altantrappen, at jeg kunne se henover de to 
små jordvolde nær huset – og se at hele flokken lå og nød morgenfreden i en lille gryde – lige bag jordvolden! Pyhhhh!
Så kunne jeg trække vejret roligt igen!
Så længe fåreflokken går så langt fra huset, er der ikke automatvanding eller vandhaner i nærheden. Så jeg er blevet vandbærer! 1-3 ture med dobbelt vandspand om dagen, alt efter hvor tørstige dyrene har været. Der er ca. 10 liter i hver spand, en del af vandet lander uvægerligt i mine træsko og det giver lidt 
lange arme også – men sådan er det og det går også nok.
Claudia Cardinale bærer ikke vand til mine får, men hører med i historien alligevel.
Min søde mand, der tog billederne af vandbæreren, sagde bagefter, at han sådan kom til at tænke på slutscenen i “Once Upon af Time in the West”, hvor Claudia Cardinale bærer vand ud til de tørstige jernbanearbejdere. Nu har jeg altid syntes, at hun er en morderlig smuk og frodig kvinde, så jeg blev meget glad og stolt – men også lidt bekymret for om han, den dejlige mand, snart skal have nye briller 😉
Og resten af dagen gik jeg rundt med den smukke slutmelodi fra filmen i ørerne. Dejligt! Også med sådan en mand!
Efter dyrlægens besøg skulle hele flokken gerne hen og gå på noget “nyt” græs! Altså græs, hvor de ikke har gået et stykke tid, og som derfor er helt uden smitte og baktusser.
Det faldt meget godt sammen med – ikke helt tilfældigt – at de havde spist det græs oppe omkring huset og at vejret var sådan, at de godt kunne klare sig ude om natten også.
Så efter dyrlægebesøget blev hele flokken 
drevet ned i den anden ende af vores mark, hvor jeg havde delt et stykke af marken af til dem. Her har der ikke været får siden februar og græsset er grønt og frodigt!
Men jeg må jo indrømme, at jeg hver morgen er ude og holde mandtal over flokken!
Er der 14 voksne dyr? Og er der også 25 lam? Og det er faktisk ikke altid let, for står de stille imens?
Grunden er den, at den nederste del af marken i sagens natur ligger længst væk fra hus og stald, men altså også tættere på ulvens påståede opholdssted. Ind til nu har alle heldigvis været tilstede ved hver tælling! Og hvis ulven let kan løbe 20 km på en nat, så gør det nok også lige meget om de rykker et par hundrede meter tættere på!
Det værste der er sket, indtil nu er, at flere af fårene har skaffet sig lidt mavepine af alt det friske grønne græs. Jeg synes ellers, jeg har lavet lang glidende overgang, men åbenbart ikke lang nok til de slughalse!
Blishøne og hendes lam Kvamm og Sommer lå virkelig og nød solen en eftermiddag. Og lammene kunne slet ikke få nok, selv da Blishøne igen ville op og spise.
De nussede hinanden, strakte hals efter solens stråler og nød bare livet! Især Kvamm var da slet ikke til at stå for.
Som jeg skrev for nogle dage siden giver Lene Holme Samsøe´s bog: Suværen strik på den feminine måde lyst til mere.
Forside-sweateren for eksempel.
Jeg har farvet noget garn i denne smukke dueblå farve og har fået det vundet op, så nu er det bare i gang med strikkepindene.
N
år maven er fyldt godt op med græs og mælk og når man nu har leget godt med alle kammeraterne hele formiddagen, så er det bare rart med et middagshvil!
Lammene finder ofte sammen med deres søskende, – nogle gange også mor – og så er der hvil og hygge for alle pengene. De er altså bare søde og sjove at sidde og se på.
Øverst er det Pharfar, så kommer Medina (tv) ved siden af søster MØ på stenen. UFO og Yepha nyder ofte hinandens selskab, men Johnny Madsen er en rigtig mors dreng og nyder freden ved siden af Gro. Nederst har vi Dickow (tv) og Klumben, der har fundet en fin plads med en solvarm sten som hovedstøtte.
Mine får og lam halter. De har fået den klovspalte-betændelse, som florerer rundt omkring i danske fåreflokke. Så i dag har jeg haft samlet hele flokken i det forreste rum i stalden – som ikke plejer at være til får. Men pladsen er mindre her og så er de nemmere at få fat på. Dyrlægen er nemlig på vej på besøg. Det er der ikke billeder af, for det er effektivt og hårdt arbejde at få behandlet alle 39 dyr.
De har nu fået en langtidsvirkende penicillin kur, har fået dyppet fødderne i en desinficerende væske og er så blevet lukket ned på en græsmark, der ikke har haft får gående siden i vinter. Så skulle bakterien – der kun kan overleve en uge udenfor klov – gerne krepere. Jeg krydser fingre!
Efter meget lang tid kan Naturstyrelsen nu bekræfte: Der var ulv i Andkær i slutningen af november 2013. Gisp!
Den 1. december 2013 skrev jeg her om, at mine får var nervøse og urolige. Samtidig skrev Vejle Amts Folkeblad (VAF) om, at der var mulighed for ulv i vores område – og så blev jeg også en kende nervøs. Men jeg har nu hele tiden mest troet på “hund”.
Men desværre nej!
Og hvad værre er – det lyder som om, den stadig er i området!!
Ja, ulve kan nok være meget fascinerende, men ikke her ved mine får og lam. Motortrafikvejen og de områder som omtales i artiklerne ligger altså ikke langt fra min græsmark!
Jeg synes ikke rigtigt, det er sjovt!
VAF´s artikler:
http://vafo.dk/article/20140424/ARTIKLER/140429768/1139
http://vafo.dk/article/20140426/ARTIKLER/140429652/1195
Det er sjovt at lege på store kampesten. Hoppe op, springe ned, se hvad man så kan nå osv.
