Sneen er faldet jævnt hele dagen på Bjerget og det har blæst godt. Fårene, der jo selv kan vælge om de vil være inde eller ude, har ikke holdt sig tilbage, men har været ude og trave i den friske luft. De var dog ikke meget for at stille op til fotografering, da jeg kom ud til dem. De mente bestemt, at de bare skulle ind i huset og have aftensmad. Derfor – også derfor – er billederne ikke så avancerede! Men det er altid imponerende, at de hvor fint deres pelse isolerer. Sneen ligger kold og frossen på ydersiden, mens fårene er helt tørre og varme inde i bunden af ulden. Her er det Aisha, der venligt poserer et øjeblik, mens Gærdesmutte er ved at vende om for at gå ind i stalden.
På vegne af hele flokken vil Gærdesmutte og jeg gerne ønske jer alle et rigtigt godt nytår! Jeg vil krydse fingre for, at mange ting kan blive anderledes og bedre i 2021 – men hos fårene er det jo så dejligt helt og aldeles som det plejer. Vi har sagt nej til hjælpepakker og ekstra plads på kassekreditten og passer bare vores. December er altid lidt våd, mørk og begivenhedsløs i fårestalden – og januar/februar bliver nok lige så. Vædderen er rejst og nu tuller fårene bare rundt og gror nogle små lam. Der er intet at se endnu og det er mørkt og vådt! Jeg synes altid ,at januar og februar er ret kedelig, men de får jo også ende og foråret kommer …. Men altså fra flokkens ældste får Gærdesmutte og jeg – iklædt en af Gærdesmuttes tidligere vinterpelse – skal der lyde et godt nytår. Vi vil fejre aftenen – hver for sig og med afstand – her på Bjerget.
Efteråret og de mørke aftener lægger op til strik og jeg har kastet mig over at få strikket nogle lækre trøjer til vinterbrug. Jeg har for noget tid siden købt opskriften på denne dejlige Ankers trøje til voksne fra PetiteKnit. Den skal strikkes på pind 4 – og ud af 400 gram Uldgarn fra Bjerget er der kommet denne dejlige bløde og varme bluse. Den er jeg rigtigt glad for. Hvis andre har lyst til at få en lignende, kan man købe garn til 100 kr. pr 100 gr og selv strikke sig en dejlig bluse – eller man kan måske mod gode ord og lidt betaling være heldig at lokke mig til at strikke en. Ellers kan I bare nyde synet af en lækker lokal bluse, der bliver brugt få meter væk fra fårene, der har produceret ulden! Det må være bæredygtigt.
Jeg har skåret det store stykke af folden fra, sådan at fårene – når de ellers får lov til at komme ud – kun kan gå ud på det øverste stykke ved huset. Det bliver så desværre hårdere belastet, men så får det store stykke mark ro til forhåbentligt at rekonstruere og komme til hægterne igen. Jeg har taget et billede af, hvordan et stykke græsmark ser ud. Vådt men dog sådan rimeligt – men det er altså præcis det samme sted min fod træder ned. De øverste 5 cm er sådan set bare plut! Vi må håbe at der kommer lidt tørrere vinde over Bjerget i marts!
I den seneste måned har mine får haft langt mere indendørshygge end de plejer. Både fordi de ofte selv har valgt blevet inde i stalden pga. det våde vejr – og men også fordi jeg i langt højere grad end sædvanligt simpelthen har holdt døren lukket. Der er ikke noget at komme ud efter og de ødelægger bare det græs, der er tilbage. Så der er plads til halmknuskeri og glæden er stor, når foderspanden kommer en tur forbi. Her er det Spurv og Harissa.
Er der nogle, der kan hjælpe mig med at forklare mudderets bevægelsesmønstre? Hvordan kan det være, at mudderet på marken lægger sig i revler – på samme måde som sandet. Det er min mark på fløjpladserne, samme sted med 90 graders vinkel. Er der mon nogle kloge hoveder derude, der ved, hvad det er der sker?
Hold nu fast, hvor er her meget vand! Men den rille har vi vist kørt nok i – så vi hopper hurtigt videre til den mere positive, for: Vi har nu fået egen sø! Den er heldigvis ikke så stor som nogle af naboernes, men stor nok til at Aisha kunne spejle sig i den en af de seneste skønne solskinsdage vi har haft.
Når man ser på græsset her, ser det jo helt almindeligt ud, men et par skridt væk fra søen står vandet op i mellem græsstråene.
Det forekommer mig, at jeg kun skriver indlæg, når der har været lidt solskin forbi. Og så kan man jo selv se, hvor ofte det sker i denne vinter. Det skyldes, at det simpelthen er så mørkt og vådt – og i de sidste dage også meget blæsende. Hverken fårene eller jeg har haft den store lyst til at opholde os ude i regnen. Inde i fårehuset er der for mørkt at tage billeder, når der knapt er lyst udenfor. Men nu ikke mere klage ….
I formiddags var det pludseligt et pragtfuld stille solskin. Jeg måtte udenfor i lys og luft. Fårene har nok tænkt det samme, for de var langt nede på marken. I de sidste mange dage har de holdt sig inden døre, men nu nød de tydeligvis at komme ud og strække benene og nippe lidt græs. Da jeg kom ned på marken, kom de så sødt småløbende og trippende mig i møde i en spredt formation, så alle kunne ses på en gang. De ser dejlige ud – og jeg kan til min glæde konstatere, at livvidden ser ud til at blive større på flere af fårene.
Rimfrosten i tidsler. Fuglene der kvidrer i krat og busk. En hjerteformet svamp på marken.
Selvom det heldigvis er lidt mere tørt i disse dage, er fårenes fold stadig ualmindelig våd og fuld af pløre, mudder og plut. Hvor de end går, så synker de ned i jorden og rundt om fårehuset er der meget trampet op. I disse dage, med det dejlige vejr, går de gerne igennem for at komme ud på våde, men dog mere farbare arealer. Men på nogle af de meget grå og sjaskvåde dage, har de simpelthen valgt at blive i fårehuset. Det forstår jeg godt – og glæder mig igen over mit dejlige hus. Her kan de gå og hygge, spise halm og tage en slapper – og er dejligt tørre i pelsen, når jeg kommer og fodre.
Men de våde forhold giver problemer for fårenes klove. De bliver nærmest aldrig tørre og er konstant sovset ind i mudder og jord. Når de tager et skridt presses mudder op i klovspalten og oven ud. Småsten og andre sager ridser i den fine hud mellem “tæerne” og der kan nemt opstå små ridser og infektioner imellem klovene i det konstant fugtige miljø. Så jeg har løbende et halt får i behandling. En spand med lunkent vand og desinficerende sæbe til at vaske det hele rent, rene håndklæder til at forsøge at tørre det godt med og så noget desinficerende spray til at rense og hele. Men når fåret går ud næste morgen, er det jo galt igen. Jeg overvejer, at opfinde små gummistøvler til fårene – eller ihvertfald afprøve nogle af de “sko”, der allerede findes til hunde. Det kunne sikkert blive et kosteligt syn – hele flokken i røde gummistøvler 🙂
Nu er det vist ved at være på tide med årets første indlæg her på bloggen. Godt nytår!! Og hvilken dag kan man næsten vælge, bedre end denne dejlige solskinssøndag, der smager en lille smule af forår – eller ihvertfald giver forhåbninger om, at regntiden kan få en ende og det igen kan blive lyst og dejligt ….. forår. Det er skønt, at se fårene ude på marken i dag. Mange dage ser jeg dem slet ikke, før jeg kommer ud i stalden for at fodre. Både fordi jeg er på arbejde og det er mørkt, når jeg kører afsted og kommer hjem – men også fordi fårene nogle dage helt fravælger at gå ud. Det har simpelthen været for vådt.
Men her er de altså …. Hele min dejlige flok i bleg, men dejlig og savnet januarsol: Yderst fra venstre søstrene Harissa og Hanun, så den lille Vigdis og bag hende Aisha. Så kommer Spurv med sine jævnaldrende halvsøstre Blishøne, Gærdesmutte og Terne. Bagved dem står Anab, Bunad, Kuzmina og Oslo. God søndag!