Når jeg linder på døren herhjemme, er gimmerlammene klar! De synes, at det er så lækkert med korn. Så der er en koncert. Men de må nu nøjes med en enkelt fodring dagligt lige som de andre. Når jeg så endelig kommer med spandene, er de klar og gufler løs af kornet.
På denne årstid går der altid lidt tid med fodring af de forskellige flokke. Fårene er delt i tre – drenge, piger og voksne damer – og de er stadig på græs og derfor tager det lidt ekstra tid. Men det er nu ikke galt i år.
Indimellem skal der køres nye forsyninger af korn ud til den 
fjerneste fold. Jeg fylder alle forhåndenværende spande med korn i bagagerummet og triller stille afsted.
Vædderlammene bliver glade for at se mig – eller nok mere for at se spanden med korn.
De kommer susende for at få deres daglige foder. De er så flotte 
og rene, men ofte også temmeligt våde. Det er utroligt, som det regnvejr har kunnet blive ved. Men den kommende uge tegner vist lidt mere tør, og det er dejligt!
Tiden er kommet til at også gimmerlammene skal lidt med på kornvognen. Den første overflod af græs er ovre og de skal også vænnes stille og roligt til foderet, så ikke maverne gør knuder.
De var nu også vældigt interesserede! Gimmerlammene er fuldt lige så nysgerrige og frygtsomme som en flok kvier!
Uha, det var spændende, men uha, 
det var altså også ret farligt, da jeg kom ind med trug og spand! Men det med foderet – det kunne de altså hurtigt vænne sig til!
Vædderlammene har det fint, men er ved at have spist en del af deres græs og mangler lidt mere. Det er helt normalt på denne tid. Så jeg er begyndt at give dem en lille portion korn hver dag. Også for at vænne maverne til den nye kost.
Den lille kostforandring/tilskud synes de er skønt. De kommer glade løbende og guffer kornet i sig – også som her, når det plaskregner.
Grøftekanterne på Bjerget bugner af græs, så for et par dage siden tog jeg mit lille håndsegl og gik på hugst! Det blev hurtigt til at godt læs og det vakte også stor glæde, da det blev kørt ind på folden. Men de er jo sjove sådan nogle får…. og også lidt utaknemlige. De vil i bund og grund helst gnave det af selv, så da nyhedens interesse havde lagt sig, blev der gnavet videre på det korte græs i folden. Men jeg hyggede mig da ihvertfald !
Dagen i går var på alle måder fyldt op af op og nedture, men heldigvis langt flest op.
Men der blev også tid og anledning til selvransagelse. Da dyrlægen, der er en virkelig klog mand, var på besøg, så han på mig og sagde “Hun er for godt i stand”.
Jeg tænkte ved mig selv, at så skulle han da bare se Gro, Myse og Gauda. Men hele resten af flokken gik langt ned på marken, så det gjorde han ikke.
Den bemærkning har ligget og murret resten af dagen – og da jeg var ude at hjælpe Gro med at læmme, måtte jeg jo bare give manden helt og aldeles ret.
Jeg bemærkede det jo godt, da jeg klippede ulden af fårene. De var for godt i stand!
Det kan jo nemt gemme sig i al den pels, men jeg havde jo godt mærket det, når jeg stak fingrene ned igennem ulden. Bare ikke reageret nok på det!
Det er jo ingen fordel med for meget på sidebenene. Heller ikke hos får. Det gør det intet godt for læmningerne. Lammene har det for godt derinde og bliver for store og så giver det problemer, når de skal ud.
Min staldvægt er gået i stykker, men jeg tog badevægten ud i stalden her til aften og løftede flere af lammene op. Gro´s Harald vejede mere end 6 kilo, Sonja over 5. Pyts lam lå også på fem kilo.
Der er ihvertfald noget, der skal skrives bag øret her, Fru fodermester. Også bare ud fra en ren økonomisk betragtning: For stort foderforbrug, flere dyrlægeregninger og – sandsynligvis – tab af lam. Det skal der godt nok laves om på til næste vinter. Jeg har lavet et notat til mig selv i min kalender.
Jeg kan godt blive noget nervøs ved tanken om de sidste to, der endnu ikke har læmmet. De to førstegangsfødende helsøstre Hanun og Harissa. Huha.
Der vil det altså også være rart med lidt held i sprøjten, så de ikke lægger sig til at føde, når jeg sover eller lige præcis ikke er hjemme.
I lørdagens solskin fik fårene deres hø lagt ud på marken! Vindstille og sol i den frostklare luft! Uhm! Det er noget, der dur. Jeg lagde høet foran huset, så jeg kunne gå inde og nyde synet af flokken – men de var nu færdige med høet, inden jeg nåede ind!
Gærdesmutte (herunder) stillede gerne op til fotografering i dagens anledning!
I weekenden blev der ryddet op i æblerne fra efterårets høst. De kunne ikke mere. Så får og fugle har fået resten. Fårene spiser det de vil have og solsorterne tager sig af resten. Den udendørs gran kom 
også på marken – og kunne i nogle øjeblikke vigte sig i forhold til sin makker, der kom der ind for et par uger siden.
Fårene knuskede lystigt i vintersolen. Nogle kastede sig over æblerne, men andre fra begyndelsen gik målrettet efter de grønne grangrene. Det er som med os andre – vi har forskellige livretter.
Jeg har dyrene delt i tre flokke og det giver også tre fodringer dagligt. Først et par spande korn i bagagerummet, og så ud til vædderlammene. Det er skønt at se dem komme løbende, glade og med pelsen i fuld bevægelse. Men faktisk er det også det rareste at se dem på afstand. Jeg holder rimeligt godt øje med dem, når jeg er inde i folden, men i dag, mens jeg tog et billede, var der et af lammene, der virkelig fik mig. Mar Mikael satte et ordentligt gok med panden ind på siden af mit ben lige over knæet. Av, for katten det 
gør altså ondt. Og de lurer på mig, det er tydeligt! De vil så gerne lige markere.
Så jeg glæder mig faktisk til de skal afsted. Man kan næsten se på billedet her, at det er en flok potente hvalpe. De markerer overfor hinanden, fører sig frem med løftet overlæbe og har mægtig lyst til at prøve kræfter med …. mig! Men de er bare flotte!
De næste spande skal gives hjemme på Bjerget. Her går det lettere. Pigerne er mere sky. Oh Land har virkelig ikke nogen god indvirken på flokken som helhed. Jeg bliver mindre og mindre ked af min beslutning om, at hun skal forlade matriklen. Her er ingen fare for at blive stanget, man skal være glad, hvis man kan komme til at røre dem lidt.
Farvemæssigt syner de to lammeflokke jo ret f
orskellige. Men dels så fik jeg bare mange farvede væddere og dels har jeg jo beholdt de gimmerlam, der har kulør på pelsen!
Hvilket bringer mig til den tredie fodring og den tredie flok, den blivende – fåreflokken med fornyelser. Den kommer I til at høre meget mere om, så den springer jeg let og elegant over i dag!
Jeg bliver simpelthen så glad i låget, når jeg kommer ud til vædderlammene og de kommer løbende imod mig, når jeg kalder. Det er et dejligt syn!
Men jo, jeg da godt klar over at det nok mere er kornet, de kommer løbende for, men jeg lader mig gerne narre.