Kategoriarkiv: Sommer

Udmugning

En gang om året får jeg muget ud i min stald. Det er lidt senere i år end sædvanligt pga. regnvejr og maskinelle sammenbrud. Men nu skulle det være! Min fantastisk nabo kom med det tunge skyts og – simsallabim – i løbet af en halv time, er 2-3 tons halm og fåregødning gravet ud af huset og vippet op i en container. Det er altså lige fantastisk og dejligt hver gang! Tænk, hvis jeg skulle køre det ud med min trillebør!!
IMG_0215IMG_0216IMG_0218IMG_0222

Og så er det i gang med højtryksrenseren. Hele stalden får en ordentlig tur, netvinduerne bliver forsigtigt overrislede og støvet af, mens betongulvet og metalstængerne får med fuld skrue. Vand i fuld fart rummer en vældig kraft – og sikke rent og flot det bare bliver!
Til sidst er det kun mig, der er beskidt – og kisteglad 😀
IMG_0247IMG_0234IMG_0257

Sorgens dag 1

De første lam er ved at være godt store og mødrene er ved at synes, at det er nok. Når lammene slår hovederne op i yveret samtidig, for at løsne mælken, er det lige så fårenes bagben løftes fra jorden og halerne flyver. Man kan næsten se på Gro her, at hun kigger på mig og tænker “Gør du ikke snart noget?”
IMG_9516IMG_9519Så for et par dage siden fik jeg indfanget de tre vædderlam herhjemme. Det var nu ikke svært, for de vil gerne kæles med og de vidste heller ikke, hvad der skulle ske. Men de var lidt slukørede, da de blev tøjret udenfor lågen – uden deres mor! (Det glemte jeg desværre bare at tage et billede af. Det er svært at være fårehyrde og fotograf på samme tid ;))

De tre vædderlam – Falk, Ravn og Meteor kom ud på den anden mark og med retur kom så Kardemomme, Persille, Cuba og Myse – uden lam! Og så begyndte balladen!
Det varer et døgn med megen brægen – og deraf ingen nattesøvn – men så går det over igen. Mødrene kommer på lidt magert græs et par dage for at mindske mælkeproduktionen, og vædderne glemmer hurtigt og spiser græs sammen med alle kammeraterne!
IMG_9825IMG_9744IMG_9757

 

Vinterforberedelser

IMG_9452IMG_9455Det gode sommervejr har jo været perfekt til høhøsten! Den kom i hus uden en dråbe vand! Jeg har købt hø af gode venner – men har ikke plads til så meget af gangen. De har været så søde at tilbyde at huse høet, til jeg skal bruge det. Men 19 baller lå i vejen og dem kunne jeg da ihvertfald snildt hente og stuve ind bagest i hønsehuset!
IMG_9461IMG_9460I sidste weekend slog min mand græsset på en skrænt. Det var også godt tørt nu og er forket ind i løs vægt ved siden af høballerne.
Jeg har også taget hul på opfølgningen af sidste års succes – løvhøet! De første grene blev klippet af og hængt til tørre.

Det er en dejlig følelse – meget tilfredsstillende – sådan at samle til huse! Det elsker jeg 🙂

Mums! Så er der pølser til grillen

Uhmm! De smager heldigvis rigtigt godt, de nye grillpølser!
Lavet af fårekød – og krydret med hvidløg, basilikum, oregano, salt og peber hos GelstedSlagteren. Det skal nok blive en god grillsæson! Se bare her!

Så det kan godt være at jeg har bandet over de to indkøbte får, Yding og Prinsessen – “spasserfårene”, som Marie kaldte dem – men der er så alligevel kommet noget godt ud af dem.
IMG_9186 IMG_9189 IMG_9190

Sommergræs

IMG_8692Kardemomme, Cuba, Persille og Myse og deres store vædderlam, er kommet på sommergræs på en mark lidt længere væk!
En græsmark, der har hvilet siden sidste efterår. Det er guf!
Sidste år ventede jeg med at sende får på sommergræs til lammene skulle skilles fra. Men græsset har været sent om at komme i gang i år pga. kulde – og med alle de får og lam, er det godt at få nogle afsted.
De kommer til at æde sig en pukkel til i de næste par dage – eller i hvert fald en mavepine!