De første lam er ved at være godt store og mødrene er ved at synes, at det er nok. Når lammene slår hovederne op i yveret samtidig, for at løsne mælken, er det lige så fårenes bagben løftes fra jorden og halerne flyver. Man kan næsten se på Gro her, at hun kigger på mig og tænker “Gør du ikke snart noget?”
Så for et par dage siden fik jeg indfanget de tre vædderlam herhjemme. Det var nu ikke svært, for de vil gerne kæles med og de vidste heller ikke, hvad der skulle ske. Men de var lidt slukørede, da de blev tøjret udenfor lågen – uden deres mor! (Det glemte jeg desværre bare at tage et billede af. Det er svært at være fårehyrde og fotograf på samme tid ;))
De tre vædderlam – Falk, Ravn og Meteor kom ud på den anden mark og med retur kom så Kardemomme, Persille, Cuba og Myse – uden lam! Og så begyndte balladen!
Det varer et døgn med megen brægen – og deraf ingen nattesøvn – men så går det over igen. Mødrene kommer på lidt magert græs et par dage for at mindske mælkeproduktionen, og vædderne glemmer hurtigt og spiser græs sammen med alle kammeraterne!