Da jeg fodrede vædderlammene i dag var der en værre kamp om foderet – i det ene trug. Ved det andet stod tre lam og spiste fredeligt. Der er fin plads til alle, hvis de fordeler sig lidt, men det var altså ikke muligt i dag. Tossede knægte!
Jeg slæber rimeligt meget vand i disse dage. Fårene har automatvanding, heldigvis. Gimmerlammene har en vandslange der kan nå, men vædderlammene er for langt væk. Spande og vandkander fyldes med vand og bæres eller trilles på trillebøren. Der skal noget til i denne varme. Heldigt, at vi har det i hanen!
Netop som jeg stod og så på, at får og gimmerlam tog bestik af den nye situation – adskilt af et hegn – var der én, der tog sagen i egen hånd. Zagitova – Aishas smukke og adrætte kunstskøjte-prinsesse – fløj nærmest uden tilløb hen over det 90 cm høje hegn. Vupti! Så var hun genforenet med sin mor – og svært tilfreds med det.
Men jeg havde nu bestemt det anderledes, så jeg fik hurtigt hele flokken ind i fårehuset igen, fik fat i tøsen og så blev hun udstyret 
med halsrem og tøjr og trukket ud i pigefolden igen. Pløkken blev hamret ned, så hun både kunne nå fodertruget og vandbaljen, og så må hun blive der et par dage. Basta!
Det er blevet tid til at dele fårene fra lammene, så jeg ikke får nye lam i utide. Jeg havde forberedt mig og indkøbt et nyt flytbart hegn, for forholdene er lidt anderledes i år, end de plejer at være. Som regel har jeg kørt vædderlammene andet steds hen, men da der ikke er noget græs nogen steder, er der ingen grund til at flytte lammene og det er lettere, at de alle er her, når jeg skal rundt at fodre.
Så i år har jeg lavet tre folde på marken. Alle får og lam blev lukket ind i fårehuset og trykket godt sammen af grindehegn. Så er de nemme at få fat på og sorteret, uden at der opstår løb og panik. Alle 15 vædderlam blev pillet ud, fik en ormekur og så drevet via markvejen ned på det nederste stykke af folden. Så blev de 13 gimmerlam indfanget og fik ormekur og kom derefter ud på det midterst stykke lige rundt om hjørnet på fårehuset.
Og så var der kun fårene tilbage. De undslap ormekuren, da jeg ikke havde mere tid, men de skal nok få om et par dage. Jeg lukkede dem ud af huset, og stod og holdt øje et par minutter, men det foregik umiddelbart fredeligt, omend lidt larmende.
Jeg er vild med Gros sidste vædderlam, Martin Fourcade. Han oser af ro og maskulinitet.
Lørdag morgen var det tid at drive flokken hjem igen. Jeg havde igen Conny og hendes søde hund Whisp til at hjælpe og manden i front på cykel. Fårene ville meget gerne hjem. Så meget, at de var forrest de første flere hundrede meter, hvor jeg halsede efter.
Men vi fik da indhentet forsamlingen af glade får og lam med hjemlængsel og resten af turen foregik i god ro og orden. Cyklisten i front dæmpede farten på de modkørende trafikanter og med en lille ekstra hjælp til at standse trafikken, kom vi over den større vej i fin stil.
Gærdesmutte var i front hele vejen, med løftet hoved og højt humør. Jeg tror, hun glædede sig lige så meget som jeg, til at flokken igen skulle være på Bjerget.
Tak for hjælpen til alle.
I dag fik Kaisa Makarainen, Martin Fourcade og lille Sotji den sidste omgang mælke-erstatning.
De har i noget tid været på nedtrapning og har den sidste uge kun fået én gang dagligt. Men nu er det altså slut – det 
sidste pulver er brugt.
De er så store og stærke, at de kan klare sig uden, hvilket dagens mælketur var et tydeligt eksempel på. De kan hive sutterne af spanden, lige meget hvor meget jeg skruer dem fast.
Som I kan se på det store billede, ligger der en sut i græsset og Martin Fourcade prøver derfor at skubbe en af pigerne væk. Snart efter røg sut nummer 2 og jeg fortrak med den allersidste bundsjat. Nu må mine tre små babyer klarer sig med græs – og kraftfoder lidt endnu.
Johannes Bø, Pyeonchang og Zagitova nyder livet på forårsgræsset.
Jeg har faktisk svært ved at tage billeder af mine tre lammebabyer. Kun når de spiser kan jeg få lejlighed til at fotografere dem, hvis jeg er hurtig. Ellers er de simpelthen ikke til at komme på afstand af. Men for nogle dage siden havde jeg besøg af min datter og hun kunne hjælpe med lidt kameraføring, da lammene – og jeg – fik en ordentlig kæletur. De er jo pragtfulde og 
meget overstrømmende i deres hengivenhed og hopper op, moser rundt og bider, sutter og napper i tøj, hår og ører, hvis jeg bare sætter mig ned i græsset.
Men her har I en ordentlig krammer til lille Sotji, gyldne Kaisa Makarainen og flotte Martin Fourcade. De stortrives og vokser sig store og flotte.
Lammene har stor fornøjelse af de store granitsten, vi har liggende. De er sjove at hoppe op på, man kan lave fine spring ned igen – og så kan man da også nå de blade, der sidder lidt højere oppe, når man står på stenene. På billedet til højre er det den smukke Zagitova.
