Jeg har i dag været i gang med at sortere i al min afklippede uld. De forskellige hamme er blevet lagt i sække, poser og kasser.
Nogle er blevet vejet og der er taget billeder, som er sendt afsted til folk, der har vist interesse.
Der er flere til salg – til 50 kr. pr.kg. En ham vejer ca 3-4 kg. Jeg har sådan en lyst til at beholde det hele og karte og spinde dagen lang. Men jeg når ikke mere lige nu, og så er det jo skønt, at andre kan få glæde af ulden.
Ja, i disse dage går jeg rundt og siger som Matador´s Frk. Hollenberg: Av, min arm! Kombinationen af et par hårde dage med bogkasseslæbning og depotindretning på mit arbejde og så fåreklipningen i fritiden – ja, det har i den grad gjort min højre arm ukampdygtig.
Der er dømt massiv tennisalbue! Armen har fået massage og akupunktur, er blevet tapet ind og lagt i både den ene og den anden støtteforanstaltning – og så skal den have så meget ro som muligt – og det er svært! Men det går forhåbentligt snart den rigtige vej – og så må jeg jo overveje at købe mig til nyklippede får næste år!
Jeg har faktisk svært ved at tage billeder af mine tre lammebabyer. Kun når de spiser kan jeg få lejlighed til at fotografere dem, hvis jeg er hurtig. Ellers er de simpelthen ikke til at komme på afstand af. Men for nogle dage siden havde jeg besøg af min datter og hun kunne hjælpe med lidt kameraføring, da lammene – og jeg – fik en ordentlig kæletur. De er jo pragtfulde og 
meget overstrømmende i deres hengivenhed og hopper op, moser rundt og bider, sutter og napper i tøj, hår og ører, hvis jeg bare sætter mig ned i græsset.
Men her har I en ordentlig krammer til lille Sotji, gyldne Kaisa Makarainen og flotte Martin Fourcade. De stortrives og vokser sig store og flotte.
Lammene har stor fornøjelse af de store granitsten, vi har liggende. De er sjove at hoppe op på, man kan lave fine spring ned igen – og så kan man da også nå de blade, der sidder lidt højere oppe, når man står på stenene. På billedet til højre er det den smukke Zagitova.
Jeg fremturer med at finde alternative græsgange for at finde mad til sultne maver og lige give græsmarken et par dages mere fred til at vokse i. Jeg har fået slæbt grinderne frem og samlet til en sikker afskærmning, så ikke frække lam og deres mødre skulle 
få udbryderlyst. Men al det saftige græs, skvalderkål og nyudsprungne løv gav god beskæftigelse og levnede ikke så meget lyst til at stikke af. Det er et dejligt syn med hele flokken gående ned af markvejen i forårssol og lysegrønt.
Græsset på marken kan ikke følge med fårenes glubende appetit.
Æblehaven har jo ligget ubesøgt hele vinteren, så der er græs og mælkebøtter ved at være godt i gang og klar til en klipning. Det var en ren fest, da hele flokken kom ind i Æblehaven og kastede sig over alt de lækre og saftige vækster. Lammene holdt 
sig heller ikke tilbage og der var en knusken og knasen så det var en lyst. Lige indtil der var gået en time, hvorefter hele flokken blev gennet tilbage i folden, så vi forhåbentligt kan undgå mavepiner.
Da den sidste klipning var ovre, var min kære forede kedeldragt helt tung, glinsende og meget fårelugtende af al lanolinen fra ulden! Den fik en ordentlig tur i vaskemaskinen og så op at hænge til tørre natten over. Men da jeg skulle hoppe i den her til morgen gik lynlåsen i stykker!!! Oh skræk og rædsel! Det var ikke godt. Lynlåshuset var simpelthen hoppet af kæden. Det er vældig noget skidt, men pyh, hvor heldigt alligevel, at det først sker nu. Jeg har på det nærmeste boet i den dragt i den sidste måned og havde muligvis ikke overlevet påsken, hvis jeg ikke havde haft den. Men nu må foråret se at bide sig fast og jeg må undvære – og så iøvrigt se at få sprættet syningerne op og fundet en ny laaang lynlås, der kan sys i.
Det er ikke altid nemt at få lavet noget, når man er i stalden. Jeg kan ihvertfald let blive afledt. Det ene pudsige ansigtsudtryk efter det andet i lammenes ansigter, gør det svært at holde fokus og tempo. Her er det Wagner, der har opdaget, at han kan gøre sjove ting med sin overlæbe.
Bror Daniel og søster 
Dupont ser her bare søde ud.
Lille Dupont bliver nok den mindste i år – lille Sotji er vokset forbi hende – og én skal jo være mindst.
Hun har det godt og bliver passet, men hun gror ikke så meget
Da Harissa var blevet klippet og havde fået klippet klove, blev hun lukket ind på folden igen. Hun stilede direkte mod det runde cementrør, der altid har stået på marken. Det er godt at løbe rundt om, men det er simpelthen også godt at klø sig op af, kan man forstå.
Som altid på denne tid, bliver der virkelig kørt noget foder igennem. Lammene er blevet så store og mælkeproduktionen er blevet sparket op på max – og fårene de er SULTNE!!
Hver gang jeg stikker hovedet ud af døren, står der et par signalhorn klar, dels for at henlede resten af flokkens opmærksomhed på mig og dels for at minde mig om, at de da vældig gerne vil have noget (mere) at spise.
En balle hø, halm og en bigbag korn får hurtigt ben at gå på. Det er ikke længe siden jeg fik sidst, men nu må der nye forsyninger til. Min plan er, at det gerne skal holde til der er græs nok til at leve af på marken, men det afhænger jo noget af vejret.