Med den smule græs der er, gælder det om at udnytte og spise alle slags vækster. Markvejens brombær, brændenælder, skvalderkål og blade på buske og træer klarer tørken lidt bedre end græsset.
Så nu har jeg indhegnet et stykke igen.
Men det er tydeligt, at det mest er de planter, der lever i skygge, der er i fokus.
Det er ikke til at se, at der går 40 dyr her –
de fleste er inde i hegnet.
Fårene elsker at ligge i skyggen under træet ude på kanten af folden. Der er altid godt sus i luften der og når de rigtigt kniber sig sammen kan de være der næsten allesammen. De kommer i flok og stiller op, og så lægger de sig en efter en. Billederne er taget over 3 min.
Efter udmugning følger jo altid højtryksrensning af stalden med min kære gamle KEW-maskine. Men da jeg var næsten færdig, var der pludselig ikke mere tryk på vandet. Et kik 
ud på maskinen, afslørede en utæthed ved slangens tilslutning. Jeg fik råd af en meget hjælpsom værkstedsmand, der kunne hjælpe med at finde frem til de rigtige reservedele, men inden jeg fik købt nyt, kom min søde nabo lige forbi, da han fik nys om, at jeg havde problemer med højtrykket. Og det er altså helt fantastisk, hvad sådan en praktiker kan – i løbet af nul komma fem var hele maskineriet skilt ad, fejlen fundet, reservedele hentet på eget lager og udskiftet og så kunne jeg komme videre med 
mine rengøringsøvelser.
Her ses de grønne net-vinduer – rene til venstre og endnu fulde af et års støv og skidt til højre. Men sikke det bliver fint og lyst og rent af sådan en omgang.
Tusind tak for hjælpen, søde nabo!
Lørdag morgen var det tid at drive flokken hjem igen. Jeg havde igen Conny og hendes søde hund Whisp til at hjælpe og manden i front på cykel. Fårene ville meget gerne hjem. Så meget, at de var forrest de første flere hundrede meter, hvor jeg halsede efter.
Men vi fik da indhentet forsamlingen af glade får og lam med hjemlængsel og resten af turen foregik i god ro og orden. Cyklisten i front dæmpede farten på de modkørende trafikanter og med en lille ekstra hjælp til at standse trafikken, kom vi over den større vej i fin stil.
Gærdesmutte var i front hele vejen, med løftet hoved og højt humør. Jeg tror, hun glædede sig lige så meget som jeg, til at flokken igen skulle være på Bjerget.
Tak for hjælpen til alle.
Græsset på sommermarken er spist op. Der er kun tørre strå tilbage. De sidste dage indtil de blev flyttet, var jeg nødt til at supplere græsset med nogle spande korn. Der er ingen tvivl om, at fårene var glade, når jeg kom. De kom springende i strakt karriere og man kunne forledes til at tro, at Blishønen og de andre savner mig lige så meget, som jeg savner dem …., men det var nok mere kornet, der trak.
Den årlige udmugning af fårehuset fandt sted for et par dage siden. Det er lidt af en festdag. Jeg åbner porten og en af mine store helte – min søde landmandsnabo – kommer med traktor, vogn og bobcat, for på mindre end en time at tømme min stald for tæt sammenpresset halm og fårelort. “Bonden” er en ekvilibrist i bobcat´en. Pladsen er trang og der er kanter både øverst og til alle sider, men ud kommer det hele, uden den mindste rift på inventar eller bygning. Jeg er meget taknemmelig og glad, fordi han afser tid i sit travle program til at hjælpe mig! Til slut skulle jeg bare vande hele stalden lidt, så det tørre møg kunne blive lagt lidt i blød, inden jeg skulle højtryksrense.
I dagens VAF – Vejle Amts Folkeblad – faldt jeg over en hyggelig lille fårerelateret notits, som både trak på mit smilebånd og relaterer til mit eget lille fåreliv.
Folk i Andkær og omegn skulle bare vide, hvad de får med i pakken – al den glæde og afstressende syner lige uden for deres vinduer. Det var ikke lige det første, jeg havde gættet på, hvis spørgsmålet var faldet om, hvad et råt kvarter i en parisisk forstad og Andkær havde til fælles. Jeg havde nok 
haft svært ved at komme med et forslag overhovedet.
Men en fåreflok, der bliver drevet igennem området – det er åbenbart fællesnævneren!
Selvom varmen er taget noget af i de sidste par dage, er det nu stadig skønt med en tår rislende koldt og friskt vand. Og det er hyggeligt at følges til baljen og drikke i flok. Her tager Moët og Gærdesmutte sig en ordentlig tår, mens flere lam kommer til og drikke med.
Søndag kom der endelig lidt regn over Bjerget. Det er ikke nemt med det vejr. I vinter var her så vådt, så vådt- og nu er her knasende tørt. Man kunne drømme om, at regnen blev lidt bedre fordelt! Sommervejret har jo været aldeles pragtfuld, med varme vindstille dage og vidunderlige lune aftener, som vi sjældent ser mage i Danmark – og slet ikke så mange i træk.
Men det har ikke regnet på Bjerget, siden jeg klippede fårene midt i april – og så til i søndags. Her fik vi 8 mm, så det er bare om at være taknemmelig for lidt! Det er ikke nok til rigtigt at sætte fut i græs og marker, men jeg håber at der kommer mere i de næste dage.
Sådan en lillebitte fisk som jeg, skal jo ikke klage – og jeg skal heller ikke leve af mine 40 får og lam, men bøvlet det er det og bliver det, hvis ikke græsset snart kommer til at gro.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan landmænd med rigtigt mange dyr, der skal spise græs hele sommeren, har det lige nu. Eller alle dem med afgrøder, der går i stå eller visner. Det kan ikke være sjovt.
Meningen var jo, at græsset herhjemme skulle gro, imens fåreflokken var afsted, så det ville komme til at stå frodigt og grønt, når de vender tilbage. Men sådan er det jo ikke gået. For lige som resten af landet døjer Bjerget under manglen på vand og græsset gror ingen steder.
Nærmest tværtimod. Disse to øverste billeder er 
taget cirka det samme sted og viser markvejens grønne frodighed for en måned siden – og dagens afsvedne græs.
Inde i folden er der heller ikke noget græs, der gror, men jorden slår 2 cm bredde revner. Det er aldeles pragtfuld vejr, men både for lille mig og mange andre ville et par ordentlige byger være meget dejligt. Ellers er der snart ikke mere græs at spise.