De sidste par nætter har jeg sovet igennem, for det var ved at blive meget for hårdt at være oppe hver nat. Så da jeg slog øjnene op lidt i syv i dag, var det bare om at få lavet en flaske til Aisha, fyldt en spand med korn til fårene og så komme ud i stalden.
Puh, der lå Pyt. Helt fladt hen ad gulvet og kæmpede. Ja, helt flad kan hun jo ikke ligge med den kæmpe mave, men ….
Jeg drønede ind efter en spand varmt vand og fik vasket hænderne godt – og så var det ellers i gang som fødselshjælperske! Der var ingen vandblære, men Pyt pressede og var træt. Da jeg mærkede efter var livmoderhalsen og fødselskanalen slet ikke udvidet. Der var ikke noget, der pressede på indefra. Jeg måtte med mine fingre lige så stille få åbnet livmoderhalsen mere og mere og kunne til sidst få min hånd listet ind og mærket efter. Jeg kunne kun mærke noget ret stort. Gisp, hvis det kun var ét lam!! Men heldigvis fik jeg omsider skubbet rundt på noget, så jeg kunne mærke et par ben. Jeg fik lirket dem mod udgangen og kunne så mærke, at det var bagben …. Men ud skulle det altså. Pyt havde kæmpet hårdt. Og så fik jeg et hvidt lam trukket ud. Pyha, det var ikke større end det skulle være. Så kunne jeg trække vejret lettet. Jeg lagde lammet hen til Pyts hoved. Hun ikke så meget som løftede det. Men slikkede alligevel. Hun var træt. En ny vandblære viste sig og med kun lidt hjælp fra mig, fik Pyt født et sort lam med forbenene først denne gang. Så gik det lettere. Åh, det var godt. Pyt fandt også kræfter til at rejse sig og slikke begge lam. Men lidt efter lagde hun sig igen og pressede endnu en vandblære ud. Ét lam mere, tænkte jeg! Men der kom ikke noget lam. Det lå igen baglæns og jeg hjalp med at få endnu et hvidt lam ud! Sådan, tænkte jeg. Tre lam! Det var dælme flot! Men lidt efter lagde Pyt sig igen – og endnu en vandblære kom frem. Hvad?! Den var helt mørk og meget tyk og jeg kunne ikke mærke nogle ben. Det var svært at få hul på blæren, men da der ikke skete mere, tænkte jeg, at NU skulle den unge altså ud. Så jeg fik knebet hul på hinden og brunt grumset vand kom ud. “Hmm”, tænkte jeg, “Så var det måske et dødt lam”. Denne gang var det kun hovedet, der lå fremme og ingen forben, så jeg måtte skubbe lammet ind igen og få fat i forbenene. Og vupti – ud kom et stort sort lam – og det levede!!! Hvor vildt!
Lille søde Pyt. Firlinger! Det er jo vildt flot, men det bliver da vidst også meget hårdt.
To sorte vædderlam og to hvide gimmerlam!Fantastisk!