Sikke en håndfuld! Er de ikke skønne?
Her på vej ud af stalden for første gang. De er friske og glade og fulde af krudt – og nu også navngivne.  Så må vi vi pæsentere: Fra venstre Blishøne, Storen, Terne og Lillen. Pigerne hedder fuglenavne og det skulle vædderne jo også, men Lillen var bare så lille og blev derfor opkaldt efter Bonderøvens lille gedekid – og så blev det store vædderlam altså til Storen!

De går stadig for sig selv i hønsehuset, så der kan blive nurset lidt ekstra om dem og især deres mor! For det er hårdt arbejde, at være alenemor til fire små, der 24/7 hænger i patterne på hende og bare vil ha´!!
Pyt har foder og hø ad libitum og kommer i tøjr ude på græsplænen, hvor der trods alt er lidt mere græs end inde i folden. Hun har det godt og er kommet sig fint efter læmningen.

Det eneste problem er, at hun er ret afvisende overfor det sorte lam, Blis. Jeg havde aldrig troet, at Pyt også skulle være et racistfår – ligesom Tågehornet – men det er hun altså! Hun skubber det sorte lam væk og flytter sig tit, når det vil patte. Så hver gang jeg kommer derud, holder jeg Pyt og giver hende en kløtur, og imens sutter Blis løs, det bedste hun har lært! Og så står Pyt stille og roligt – og er slet ikke vild og hysterisk som Tåge – heldigvis! Blis er så småt ved at lære de kneb, man må bruge som familiens sorte får: At snige sig ind på patten bagfra – eller stille sig ved siden af en af de hvide, der dier – og så lige skubbe den hvide væk og overtage patten, mens den hvide søskende stadig “står for” (Lidt som hofdamerne i “Svinedrengen” 😉 ) Smart!