Sidst på eftermiddagen begyndte Blishønen at gå for sig selv, lidt ind i stalden, lidt ud igen. Endelig, tænkte jeg! Men nu hun skal få ro til at gøre klar og blokke ud.
Nogen timer senere var der stadig ikke rigtigt skred i tingene, men Blis var begyndt at bløde lidt – og så skred fødselshjælperen til handling! Jeg kunne mærke et lam, der lå med …. ryggen/bagdelen og blokerede fødselsgangen. Så kan der ikke komme vandblære ud og så udvides livmodermunden ikke. Jeg fik lirket og mærket og efterhånden fundet – om ikke hoved, så ihvertfald ben og fik et lam trukket ud med bagbenene først. En fin sort livskarftig sag. Og så ventede jeg lidt, for måske kunne hun selv nu. Men da der var gået 30 min og intet som helst lignede en fortsat fødsel, måtte jeg i gang igen og fik fat i endnu et lam. Det var desværre dødt! Åh nej! Nu var det slut med at vente. – og jeg gav mig i gang med at få de sidste lam ud, for der var flere. To lam mere, en forlæns og en med bagbenene først – og heldigvis begge levende!
Jeg tror, at al den bulter-redelighed har gjort, at navlestrengen på lam nummer to måske er blevet revet over, da det første lam kom ud. Hvis jeg havde trukket dem alle ud med det samme, havde nummer to måske klaret den. Men jeg har ofte fået at vide, at jeg skal være tålmodig – og jeg ville helst, at Blis klarede det selv. Nu gik det som det gik – og man kan også sige omvendt, at jeg måske faktisk gjorde, at de tre kom ud levende. Og måske havde den ikke klaret det under nogen omstændigheder. Det er jo, hvad der sker, ind imellem, selvom det ikke er sjovt!
Og de tre er ihvertfald levende! Hold nu op! Tre timer gamle og de hopper rundt om Blis som en sæk lopper! Hun er sød ved dem alle tre og nusser og siger bløde mor-lyde.
