Enya er mit ældste får – og pragtfuld!
Hun er syv år gammel og datter af det fine gotlandsfår Rose, som jeg købte af Carstens kusine i julen 2004 (se mere om Rose under “De evige græsmarker). Enya har en texel-vædder til far, og har hele vejen igennem været et særligt og og dejligt får – men også helt sit eget.
Jeg har aldrig været i nærheden af hende, når hun læmmede. Det er altid foregået udendørs – uanset vejret! Og hun har hver gang været meget sky og svær at komme i nærheden af, når hun har lam! Resten af året er hun en værre kælepotte!
Men i år er ikke alt som det plejer! Enya valgte at gå ind i stalden, da hun skulle læmme (og så lukkede jeg døren, må jeg indrømme) og jeg var ret involveret i læmningen.
(Se evt. indlæg fra 9. april).

Det seje er så, at hun – efter at have fået 1 eller 2 lam alle foregående år – her i sin høje alder, får 3 lam! 3 store flotte levedygtige vædderlam, som hun passer med bravour uden noget ekstra service overhovedet!
Jeg ville gerne yde en ekstra service – og Enya er også meget misundelig, når Pyt kommer i tøjr på græsplænen – men hun nægter at lade sig indfange! Og så kan jeg jo ligesom ikke rigtigt  gøre noget! Hun klarer sig nu også fint og er såmænd ikke så tynd som flere af de andre får. Lammene suger virkelig kraft ud af deres mødre lige nu, lige meget hvor meget jeg fodre 😉

Det er iøvrigt lidt sjovt med Enyas lam, Rype, Ryle og Ride.
Hvis I ser på højden af lammene, kan I se, at den førstefødte yderst til højre er en ordentlig klippert! Søn nummer to – også i størrelse – er den sorte til venstre, mens lillebror er det hvide lam! Han burde såmænd nok have været en pige, for han har udpræget feminine træk, smukke dådyrøjne og er klart den mindste.
Og sådan var det lige fra fødslen. Den første var en ordentlig én at få ud og så blev de mindre og mindre! Rype var fra begyndelsen helt på størrelse eller større end lam, der er en uge ældre en ham  selv.