Da jeg var ude for at putte fårene en sidste gang ved midnat i går, blev det hurtigt klart, at jeg ikke skulle i seng lige med det samme. Harissa var meget hævet og rød bagtil og der var en smule slim, men ellers ingen tegn på fødsel. Åh, det lignede lidt for meget det nummer Moët laver! Jeg bliver sådan i tvivl, for på den ene side vil jeg jo allerhelst ikke blande mig og give sådan et ungt får al den tid, hun har brug for, men på den anden side vil jeg jo også nødig reagere for sent og så stå der med døde lam! Så jeg holdt øje med Harissa og diskuterede med mig selv.
Men nej, noget måtte gøres. Jeg hentede varmt vand og sæbe og fik fat i Harissa. Hun var lidt åben, men klovene lige indenfor pegede lige op imod ryggen og kom ikke længere frem. Jeg fik vendt klovene ud og fremad og fik hjulpet med at trække lidt, men Harissa var meget smal, og da vi nåede til hovedet, troede jeg faktisk ikke, at det skulle lykkes.
Men ved fælles hjælp fik vi lirket og halet et lille lam ud. Og det levede. Hvilken lykke!
Harissa lå ned, men slikkede lammet fint og sagde alle de rigtige lyde. Da jeg lidt efter mærkede efter, var et lam mere på vej og også her skulle der lidt hjælp til, selvom det helt klart gik lettere.
Jeg havde hidkaldt min mor, der var på besøg – og nok alligevel havde lugtet lunten, da jeg ikke kom tilbage – og sammen kunne vi så sidde og se, hvordan de to små lam kom på benene og begyndte at søge – og efterhånden også fandt – vej til patterne. Det er altså lidt utroligt og helt fantastisk hver gang. Både får og lam ved lige, hvad de skal gøre, selvom de aldrig har prøvet det før.
Ved 01.30-tiden var der ro omkring den lille familie, så det kunne blive sengetid både for får og mennesker og det var med en god fornemmelse i maven, at jeg sagde “Godnat og tak for i dag” og krøb til køjs.
Her til morgen fik jeg så kigget lammene
lidt mere efter i sømmene.
Det er to små gimmerlam på ca. 2,5 kg.
Velkommen til søskendeparret “Helt sprøtt” – altså “Helt” og “Sprøtt”