Tag-arkiv: De evige græsmarker

Farvel til Aisha og Oslo

Jeg havde sådan håbet …. men det går ikke, så nu er beslutningen taget: Aisha og Oslo har haft deres sidste sommer på Bjerget og skal følges med lammene til slagteren.
Aisha er 8 år og har hen over sommeren været meget træt og har helt tydeligt mistet status. Og så har jeg tidligere lovet mig selv, at jeg skal være ansvarlig og ikke trække det for langt! Aisha var et flaskelam og jeg har altid haft et blødt punkt for hende. Hun er sød og smuk. Hun har fået 14 lam og er et af de skønne får, der “nøjes” med 2 lam ad gangen og så passer dem på forbilledlig vis. Jeg kommer til at savne dig, Aisha.

Oslo (th) er Aishas første datter, første lam i det hele taget og er nu 7 år gammel. Jeg lovede mig selv i foråret, at det skulle være Oslos sidste sæson. Oslo er god nok, men skjuler det lidt bag sine urolige øjne og utrivelige look. Hun passer sine mange lam så godt, at hun slider sig selv helt op og var i foråret meget syg af drægtighedssyge, simpelthen fordi hun giver så meget til sine lam, at der ikke bliver nok til hende selv. Oslo har også fået 14 lam på sine 7 år.
Aisha og Oslo er jo efterkommere af mit første får Sofie – og de sidste i min fåreflok. Jeg har vældig fortrudt, at jeg ikke gemte Aishas gimmerlam fra sidste år, Hoisin, men der tænkte jeg ikke så langt. I år fik Aisha vædderlam, så jeg er “tvunget” til at beholde Oslos gimmer fra i år, Butterfree. Mit sidste forsøg med et Oslo-lam, Quito, gik jo ikke så godt – så jeg håber virkelig, at Butterfree vil arte sig mindre hysterisk.
Farvel til jer, I to skønne damer! Nyd livet på de evige græsmarker.