Tag-arkiv: Andrea

Navnetema 2025

Jeg har ikke haft et oplagt tema klar i år – men pludselig …. et par dage efter de to første lam kom, så vidste jeg det!
I anledningen af DRs 100 års fødselsdag så bliver årets navnetema altså fra DRs verden! Den er jo stor og mange facetteret og havde jeg haft 15 får igen, så havde jeg lavet det store udtræk med Ib Rene, Otto Leisner, Mette Fugl, Casper Christensen Puk Damsgaard og mange andre, men ….
Nu har jeg ikke forventninger om mere end 8-10 lam, så jeg holder mig i B&U-afdelingen. Men der er jo også mere end nok at tage af …..

Herunder har vi så årets førstefødte: Kuzminas to store flotte lam. De bliver opkaldt efter to af mine absolutte yndlingsfigurer Kaj og Andrea! Kaj er det store flotte gråsorte vædderlam og Andrea så altså det en smule mindre hvide gimmerlam!

Påsken er reddet – årets første lam

Kuzmina gik i går eftermiddags noget rundt om sig selv, lagde sig og rejste sig igen. Der var optræk til familieforøgelse! Jeg var alene hjemme og kunne bare hellige mig processen. Først i sofaen via mit staldkamera og siden ude i stalden. Jeg måtte hjælpe Kuzmina med at komme i gang, da hun efter lang tids pressen ikke kom længere. Gosh, det er jo en pony, tænkte jeg, da jeg fik fat i forbenene, der stak lige op i ryggen på Kuzmina. Det var en ordentlig krabat. Da først lammet lå i stilling lod jeg hende klare det meste selv og efter hårdt arbejde kom et stort sortgråt vædderlam ud. Han var livskraftig og hurtigt på benene og mens han forsøgte at finde en pat, trykkede Kuzmina lige maven sammen fire gange og ud gled et næsten lige så stort hvidt gimmerlam.

Kuzmina har i flere omgange fået trillinger og kun ønsket at passe de to, så jeg er lykkelig for at hun denne gang nøjedes med to lam. Sådan et par kraftkarle – de skal nok blive til noget.
I eftermiddag kom de med ud på græsset for første gang! Sol og dejligt vejr! Hurra!