Kategoriarkiv: Sommer

En klokke er en bjelle

Nu må jeg altså se at blive færdig med mine små historier fra Norge:
I min søgen efter en klokke med halsbånd til at tage med hjem til fårene, gik jeg ind i en isenkram i Bergen og sagde: “Undskyld, nu kommer der et virkeligt fjollet turistspørgsmål! Hvor kan man mon købe sådan en klokke til et får? Jeg synes ikke, jeg kan finde noget på nettet!”. Et par yngre ekspedienter tænkte sikkert deres, men svarede mig så sødt: “Nei, det er fordi en klokke kalles en bjelle på norsk! Men det selger vi ikke”.
Det havde jeg heller ikke forestillet mig, men de kastede sig ganske frivilligt ind i opgaven med at hjælpe en fåretosset danske turist og kunne få minutter efter give mig adressen på “Fælleskjøbet” i udkanten af Bergen.
Så inden vi drog tilbage mod syd, var vi omkring Fælleskjøbets afdeling i Bergen. Der var mange gode sager i den lidt grovere ende af isenkram – til have og bonderøvs-segmentet.

Og her fandt jeg så min souvenir – et fint rødt halsbånd med bjelle! Ved den næste festlige lejlighed kommer det om halsen på et af mine får

 

Klokkefår

Alle de voksne får vi mødte på vores vej – nogen gange meget bogstaveligt – havde et halsbånd på med en klokke i. Der var røde, grønne og blå halsbånd, men klokkerne havde den samme lyd.
Når vi var rundt i de norske fjelde på vandreture eller sad og nød livet ved en hytte, kunne vi ind imellem konstatere, at der måtte være får i nærheden. Ofte mødte vi dem aldrig, men vi kunne høre, at de var der. Koseligt!
Jeg prøvede at google “sauer og klokke”, for eventuelt at finde et sted, hvor de sælger sådan en klokke, men fandt i første omgang ikke rigtigt noget. Men så let skal man jo ikke give op!

Sommerferie i Norge

Min søde mand og jeg har holdt ferie i Norge i år. Det er et flot, dyrt og dejligt land.
Vi var rundt i det sydvestlige hjørne af det kæmpestore lange naboland – Kristiansand, Stavanger, Odda, Bergen, Bykle og tilbage til Kristiansand. Og som altid blev en lillebitte del af ferien brugt som Får på Bjerget´s udsending, så jeg kan lave et par små oplæg om får på andre bjerge.
De har jo ret meget plads om sommeren – de norske får. Her er ved bunden af Lysefjorden mødte vi en færist og dette skilt – og mange hårnålesving senere disse meget fritgående får! Det må simpelthen være det helt gode fåreliv. Men man skal nok også tænke sig om og tage vare på sig selv!

Statistikken viser ….

Jeg har en lille statistik over, hvor mange mennesker, der kigger forbi min blog og hvad de ser på. I tiden med lam og andre spændende begivenheder – eller hvis der er blevet skrevet om “Får på Bjerget” et sted, stiger antallet af “views” naturligt nok.
Men hvad sker der lige midt på en meget stille sommerdag, hvor jeg ikke har lagt nye indlæg op i mange dage??
Ja, det svarer statistikken ikke på. Jeg kunne bare notere, at min telefon i onsdags pludselig sagde: “Your stats are booming. Får på Bjerget is getting a lot of traffic”.
Måske det skyldes den regnfyldte sommer!

Hjemme igen – vi er her endnu

Ja, jeg har rigtigt holdt ferie og der har ikke været meget nyt i flere uger, men vi er her, har haft det dejligt og jeg skal nok fortælle lidt om sommeren og ferien i den kommende tid.
Lammene har det godt! De vokser og virker til at have det rigtigt fint. Her er det en stribe dejlige friske vædderlam.

 

Ukrudt er smukt


Ja, ukrudt er smukt – så lige inden jeg går ud og slår det ned med leen, har jeg været en tur ude med kameraet.
Men jeg slår altså tidsler og en del brændenælder ned alligevel, for ellers breder de sig og det er jeg ikke interesseret i.

Stalden er spulet og fin

Når nu fugleungerne var ude af reden, kunne jeg starte højtryksspuleren og får rengjort stalden. Det er en dag jeg lige skal samle mig lidt sammen til, men som også er rigtig dejlig – og som altid tager mindre tid i virkeligheden end inde i mit hoved! Det er sjældent, at det går den vej!
Efter 1½times effektiv spuling er stalden skinnende ren og fin. Nu kan den stå og tørre – og så ellers bare stå og være ren og fin indtil det bliver efterår og fårene skal på stald igen.

Fuglene er fløjet

Sommergæsterne i stalden er ved at være fløjet fra reden. De sidste svaleunger sad lidt i reden endnu om formiddagen for et par dage siden, men da eftermiddagen kom, var hele kuldet klar til udendørsservering på hegnstrådene. Held og lykke, derude i sommerlivet!

Gråd og tænders gnidsel

Lørdag kom dagen, der giver gråd og tænders gnidsel på Bjerget. Stor jammer og klage. Lammene skulle tages fra deres mødre. Vædderlammene er ved at være ret fremmelige, har fået dybe, bøse stemmer og viser stor interesse for andre får end deres mødre!
Hele flokken blev lukket ind i fårehuset og lukket inde i en fangefold, så de kun lige kunne være der. Igen kan man undre sig – hvordan har jeg overlevet uden fangegitre så længe??
Jeg gik så stille og roligt rundt og fandt alle vædderlammene og fik dem gelejdet ud foran i et andet lille aflukke på fodergangen. Min søde mor var kommet for at assistere, åbne og lukke lågen, holde mandtal og stå i vejen for de lam, der vil gøre, hvad som helst for at komme tilbage til deres mødre. Og ved fælles hjælp gik det helt efter planen.
Da alle 12 vædderlam var skilt fra, læssede vi dem på trailer og kørte dem i samlet flok en lille bid vej til den græsmark, de forlod for nogle uger siden. Her er græsset vokset op igen og står nu saftigt og lækkert – helt perfekt lammeguf. Det har været godt med alt det vand. Vædderlammen tog det helt roligt, da vi først kom ud på marken. Når de ikke kan høre deres mødre, laver de ingen ståhej. Ude af øje …… Hmm, ja, jeg ved det jo ikke, men det virker sådan!
 Så kom samme tur til de 16 gimmerlam. De kom ud foran og så ledt ud i æblehaven. Det giver unægteligt en del ballade, når de to flokke går så tæt, at de kan høre hinanden, men det er der ikke noget at gøre ved. Det går over om nogle dage.

Fårene lod jeg blive i fårehuset natten over, hvor de blev sat på “vand og halm”: Fårehuset for at være sikker på, at de to flokke ikke rendte sammen hen over natten, og smalkosten for at hjælpe med at mindske og stoppe fårenes mælkeproduktion hurtigst muligt.
Søndag morgen kom de ud igen og går nu på det – til formålet – ret nedgræssede stykke foran huset. Og efter at de lige havde kaldt lidt på deres lam,  vandt interessen for græsset ret hurtigt og der er lige nu roligt og fredeligt på Bjerget.

Liv i stalden

Selvom stalden er lukket af for fårene og bare står og venter på sommerrengøringen, er der alligevel liv derinde. Et svalepar har bygget rede og pisker ud og ind med forsyninger til de fem evigt sultne unger. Det er nu meget hyggeligt.