Allerede i foråret besluttede jeg, at det var Blomst og Myses sidste sommer på Bjerget. Når får i deres bedste alder kun får ét lam, bliver de helt automatisk taget op til revision. Der kan være mange grunde og det behøver ikke at få nogle konsekvenser, men det er en afvejning. Og her faldt den altså ikke ud til damernes fordel.
Blomst var sød og skulle jeg vælge, så var det absolut hende af de to, jeg havde beholdt, men hun har småskrantet lidt i de sidste år,
har bøvlet med kalkbalancen og har nu i eftersommeren også fået lidt problemer med en kindtand. Så derfor blev det et farvel til søde Blomst!
Myse var et stort får, der spiste godt og meget – og så forventede jeg klart, at hun gav to lam, som tak for al det mad. Oveni havde hun i stadig højere grad tillagt sig en vild og uregerlig attitude. I det sekund hun fik opsnuset, at noget særligt var på færde stak hun hovedet i vejret og løb. Skulle flokken fanges, var der altid bøvl med Myse.
Det var faktisk tæt på, at Myse var brudt igennem hegnet ved den sti, jeg havde lavet hen til slagterens lastbil – og taget hele flokken med sig. Så der fik hun lige understreget, at det var en god beslutning jeg havde taget.
Hele diskussionen af hvilke dyr og hvor mange, har i år også lidt bundet i min datters spørgsmål i foråret om, hvorvidt jeg egentlig behøvede 15 får? Om jeg ikke faktisk ville have mere glæde af 10, fordi “bøvl-faktoren” ville sænkes og glæden måske endda øges, fordi jeg havde mere til til at nyde!  Nogen gange skal man høre kloge ting fra sine børn.
Derfor var der to får, der planlagt skulle forlade Bjerget. At det så i alt er blevet til fire pga. MØs pludselige sygdom og Pyts skulderskade, var så lige lidt mere end beregnet, men jeg holdt fast i de planlagte alligevel. Man skal lytte til sine kloge børn!