Gauda har fået lam

I går, da jeg kom hjem fra arbejde, lå Gauda inde i stalden med ét ………. nej, to lam.
Det ene lam stod op sammen med Gauda, men det andet lå bare.
Jeg kom hurtigt derind. Lammet var stadig i live, men det var ikke blevet slikket rent og var ret koldt. Så det var bare i gang med at få gnedet det varmt og tørt med håndklæde og halm. Jeg fik også malket lidt mælk ud fra Gauda og gav det lille lam mælken med sonde. Men slattent, det var det – og det er det sådan set stadig.
Jeg har malket ud og givet mælk med sonde og flaske hver tredie time lige siden. Min sorg- og forholdsvis bøvl-løse fåre-lamme-passer-tilværelse er pt. sat på pause. Men når det nu skal være, er det da godt, at jeg netop er gået på påskeferie.
Nå, men her i formiddag har vi været en tur omkring dyrlægen, og han synes også, at lammet så ud til at kunne klare sig, hvis jeg hjalp, men ihhhh, hvor ville jeg dog ønske, at det snart gjorde bare lidt øvelser i at rejse sig. Det løfter hovedet, ligger ok ordentligt oprejst med lidt hjælp fra halmen, men det ligger helt som jeg forlader det og benene er det rene spagetti! Suk!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *