Kardemomme har siden i går aftes lignet en, der var ved at lægge an til fødsel, men det er ikke rigtigt blevet til noget og jeg har ikke ville gribe ind, fordi jeg var i tvivl om, hvor langt hun egentlig var. Men her sidst på eftermiddagen var der ingen tvivl. Der var gået hul på noget, og resten af en vandblære var til at se, men så heller ikke mere. Og så kan jeg næsten gentage alt det jeg skrev sidste år, bare uden dyrlæge!! Jeg klarede det selv! Og det er jeg da egentlig lidt stolt af og ihvertfald meget tilfreds. Kardemomme er simpelthen så dyb, at lammene ikke bliver presset op og kan skubbe på og udvide fødselskanalen indefra. Så de kommer bare ikke ud, og jeg kunne næsten ikke få min hånd lirket ind. Men belært af sidste år, tænkte jeg, at ud det skulle de jo altså – og lam, det måtte der være et sted derinde! Så mig fat i en spand varmt sæbevand og så i gang. Men hold da op det var hårdt. De lå langt nede og inde i Kardemomme og da jeg endelig fik lokaliseret et par forben, var de svære at holde fast i. Men …… med megen lirken og hiven fik jeg til sidst et lam trukket ud. Pyhh! Det var heldigvis i normalstørrelse – så går det altså lettere! Da Kardemomme havde sundet sig lidt, tog jeg fat igen. Og fik fat i endnu et forben. Denne gang kunne jeg ikke finde makkeren, men ud kom lammet alligevel. Og sørme om jeg ikke – med armen helt inde i Kardemomme kunne finde et lam mere, som jeg fik med ud!
Tre fine gimmerlam! Det sidste var, som I kan se, meget mere gul af fedt! Pudsigt, at der er så meget forskel på et kuld. Pragtfuldt, at det lykkedes og  at de har det godt alle tre, ja, alle fire!