Fredag aften gik Aisha i gang med alle øvelser indenfor disciplinen “læmning”. Der blev skrapt, lagt sig, rejst op igen, pustet og stønnet og til slut også presset. Alt sammen så fint – og jeg var glad, for nu var det weekend, og jeg kunne bare være der. Problemet var bare at der intet skete! Så jeg måtte igen hjælpe til.
Ved fælles hjælp og en del bøvl fik vi et gimmerlam ud – og siden kom så et vædderlam!
Uh, så dejligt med et par helt almindelige tvillinger! Sorte og smukke og især vædderen er sprudlende af liv og energi. 30 min gammel gjorde han bukkespring – og allerede næste dag hoppede han rundt og drillede de ældre lam og opfordrede til leg.

Aisha har derimod svært ved at komme sig over fødslen. Der er jo altid en risiko, når det bliver kompliceret. Hun har fået feber, dyrlægen er konsulteret og nu krydser jeg bare fingre for, at hun kommer til hægterne igen. Både fordi hun er et pragtfuldt får – men jo også fordi, hun meget gerne skal tage sig af de to lam.
Jeg trænger virkelig til læmninger, der bare sker af sig selv – altså hvor fåret kan klare det selv og jeg nærmest ikke når at opdage det. Det er jo så dejligt at overvære en læmning, men jeg har deltaget aktivt i alle årets læmninger – jeg håber at den stime er ovre nu.