Hurraaa – årets første lam

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, var jeg ude ved fårene og fodre og hygge lidt omkring dem. Jeg havde ikke lukket dem ud i morges, fordi vejrudsigten lovede sne og vind fra NØ. Det er ikke noget for nyklippede og nyvaskede får. Så de var glade for at få lidt ekstra hø i maverne!
En stor time senere åbnede jeg for mit Fåre-Cam – julegave fra Carsten- for lige at se!
Og hvad var det! Der var da nogle små sorte ben bagved Page! Det var da ret sjovt, at jeg skulle opdage årets første lam på overvågningskameraet. Selvom det stadig er bedre at være der.
Men jeg fløj ud i stalden og her spankulerede et fint halmfarvet-gråligt vædderlam rundt ved siden af Page. Sikke skønt! Hvilken glæde!
Jeg troede en tid, at der skulle komme en til – men det gjorde der ikke. Èt lækkert lam er bestemt ikke at kimse af – og der er kraft i denne lille karl. Han stod allerede en time gammel og sparkede utålmodigt og frustreret ud med forbenet, fordi mælken var for svær at finde!
Et lille sjovt kuriosum – hvis I scroller 6 indlæg tilbage, så kan I se denne lille gut blive lavet! Og mine beregninger passer stadig ret godt – jeg plejer at regne med 5 måneder minus en uge, når jeg skal prøve at regne ud, hvornår der kommer lam. Det er i morgen!