Flokken er delt

I dag er flokken blevet delt – og 37 er blevet til 16 gimmere, 11 får og 10 væddere. Det er altid sådan lidt mærkeligt, synes jeg. De går fredeligt sammen – og så kommer jeg og skiller dem ad og jeg ved, at de aldrig kommer til at gå sammen igen. Men sådan er det!
Jeg har heldigvis fået lavet en arbejdsgang, så hele øvelsen foregår fredeligt og roligt – og med meget lidt brug for ekstra hjælp.

Jeg begynder med at opdele folden og får båret grinder til fangefold ind i fårehuset.
Så driver jeg hele fåreflokken ind i fårehuset og samler dem i fangefolden, så de står helt tæt sammen. Når der ikke er plads til at flygte, er der ingen, der suser rundt og alt foregår i fred og ro. Jeg kan så gå rundt og finde de dyr, jeg skal have fat i.
I dag begyndte jeg med gimmerlammene og fik ét efter ét lukket de 16 gimmerlam ud af fangefolden og ud i resten af fårehuset. Så blev porten til fårehuset åbnet og de blev samlet lukket ud i folden – hvor der var åbent til deres del af folden. Jeg fik lukket af for dem og åbnet op til fårenes del – og da fårene så var delt fra på samme måde, blev de lukket ud i deres del af folden. Det giver en del ballade, når lammene opdager, at mor er væk. Fårene tager det meget roligt og siger ikke meget. De virker umiddelbart meget tilfredse.
Inde i stalden stod nu en lille flok på 10 vædderlam tilbage. De fyldte ikke meget. De blev læsset og kørt ud til sommerfolden, der har vokset sig langhåret igen – og det er her jeg lige har brug for en ekstra hånd til at holde lammene i vognen, mens de næste kommer derop.
Efter en stor times tid, var hele øvelsen ovre – nu er der kun en lidt heftig brægen og spændte yvere i de kommende dage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *