Frisøren kommer på torsdag

Jeg plejer at klippe mine får selv – et par stykke ad gangen – inden de læmmer. Men det blev anderledes i år, fordi det blev ved med at være så koldt om natten hele vejen til påske, hvor jeg havde travl med familiebesøg og Fårets dag. Da begge dele var vel overstået, var kræfterne lidt små …. og tanken meldte sig. Skulle jeg få en anden til at gøre det i år?
Min søde mand mener helt sikkert, at vi nærmest aftalte det sådan sidste år, fordi det slider på mig og min halvgamle krop at klippe får.

Mit hovedargument for at gøre det selv, når de er gravide, er, at jeg ikke lægger fårene ned og vender dem rundt og derfor godt kan klippe dem lige før læmning, men det argument er vi jo ihvertfald helt forbi for i år … Så vims barbardims – jeg ringede til fåreklipper Peter Shepherd (ja, det hedder han altså!) og han kommer på torsdag og klipper hele striben.


Jeg glæder mig – og hvis fårene vidste det, ville de helt sikkert også gøre det. De synes, det er ved at være varmt nok med overfrakke – og de hænger fast i grene og krat, når de går ude på markvejen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *