Da jeg var barn holdt min morfar hårdt på, at de dyr mine søskende og jeg havde stående på hans gård – ponyer og køer – ikke måtte komme ud 1. juledag og langfredag.
På disse to dage måtte dyrene blive i bokse og båse og spise hø, halm og korn. Det var gammel skik. Bonden skulle naturligvis sørge for dyrene – det lå min morfar meget på sinde – men fordi det var en ganske særlig hellig helligdag, skulle arbejdet – også med dyrene – holdes på et minimum. Derfor skulle de altså blive inde i stalden.
Jeg husker langfredag som en ret særlig og egentlig også ret hyggelig dag, fordi det blev en stille dag med masser af tid til at nusse og hygge i stalden – men jeg kan også huske enkelte varme forårsdage, hvor jag bare bare brændte efter en dejlig ridetur og var irriteret over, at vi ikke bare kunne tage en lille tur. Men nej ….. sådan var det.
Det var en fast regel hos min morfar, at vi sørgede for foder og pasning af dyrene, inden vi selv satte sig til bordet – altså f. eks. morgenfodrede inden vi selv fik morgenmad – og det kan jeg da tydeligt mærke … det sidder endnu i mig. I den tid hvor fårene skal fodres, tilses, flaskes op osv – ja, da er jeg naturligvis ude ved dem, inden jeg selv får morgenmad.
MEN mine får er altså lukket ud på græs også i dag, langfredag. De nu 37 dyr – 11 får og 26 lam – ville synes de havde en hård dag, hvis de de hele dagen skulle stå lukket inde på den forholdsmæssigt noget mindre plads – så her holder jeg altså ikke morfars regler i hævd. På Bjerget nyder vi forårssolen i dag.