I onsdags, da jeg kom hjem fra arbejde, var jeg nær ved at græde, da jeg kom ud i stalden. Der stod Terne så roligt og gumlede hø, mens fire søde små lam futtede rundt om hende. De var tørre og fine, efterbyrden var kommet og alt var i den skønneste orden. Ih, du milde, jeg er en lykkens pamfilius. Ikke så meget fordi der var fire, men fordi jeg havde bekymret mig om Terne, og hun nu stod der og havde klaret alt så fint selv. Ja, jeg var nærmest stolt.
Lammene er fine og små, men ikke for små. Ensartede i størrelsen, tre hvide og en sort,
to gimmere og to væddere. Det er da helt fantastisk.