Her i eftermiddags sad jeg vagt ude i stalden. Jeg sad og holdt øje med Blomst. Hun har været rigtig skidt siden i går formiddags. Har stået og gået, men allermest ligget – og lidt lignet en med veer, men har alligevel ikke vist andre tegn på forestående fødsel.
Ingen vandblære, ingen skraben eller slikken, hvor vandet faldt. Kun rysten, skæren tænder og sammentrækninger i kroppen. Hun havde ondt, der var tydeligt, men hvorfor ?
Når jeg mærkede efter, var hun ikke åben og virkede altså ikke rigtigt som én i fødsel.
En fåreklog veninde og dyrlægen mente, at tiden skulle ses an. Men da situationen var lige sådan her til morgen, besluttede jeg mig for, at dyrlægen var nødt til at skulle forbi.
Dyrlægen var umiddelbart også forvirret, nogle tegn “ja”, andre tegn “nej”. Feber? Nej!
Han konsulterede en kollega – og i samtalens løb faldt tingene på plads. “Nå, er det det, der er galt!” Blomst havde mælkefeber, for lav kalkmængde i blodet og derfor havde hun det rigtigt skidt. Det har jeg aldrig prøvet før.
Dyrlægen siger, at det er det samme med kvæg. De får bare mælkefeber efter kælvningen, hvor han oplever, at får ofte får det, før de læmmer! Så nu har den lille Blomst fået indsprøjtninger med masser af kalk samt binyrebark og penicillin til at klare skærene, og  fødselsstimulerende hormon oveni, for nu skal lammene helst snart ud.
Alt det skulle jo gerne hjælpe – og det har det heldigvis også gjort. Nogle timer efter var Blomst klar i øjnene igen og stod oprejst og følte sig frisk nok til at gå ud på marken til de andre.
Det er bestemt godt, at de er der, men mon ikke jeg har forstyrret dyrlægerne nok i år!! Jeg håber!!