Mine lam er “pludselig” blevet tynde. Ja, det er ikke noget jeg er stolt af, men jeg har set på mængden af græs og har ikke haft fat i rygstykkerne på lammene – og det har simpelthen snydt mig. Græsset har været der, men pga. tørken åbenbart ikke indeholdt nok at vokse af.
Jeg kan forstå, at andre har lavet samme fejl, men det er en ringe trøst. Føj, jeg føler mig ramt på min landbrugelige stolthed.
Men der er jo ikke andet at gøre ved det end at gøre noget ved det ;).
Så jeg for hjem og fik ordnet stalden med det sidste halm fra sidste år og fik min søde nabo til at levere mere halm og korn.

Og så var mand og yngstesønnen søde til igen at være fårehyrder. Jeg havde besluttet, at drive hele flokken hjem. Nu er det gået så godt de andre gange (selvom der er er dem, der mener, jeg ikke er rigtig klog! ;))
Vi fik alle 19 vædderlam ud af folden i fin stil og så afsted af småvejene mod Bjerget. Grøftekanternes friske græs var meget fristende ind imellem og det kunne vi jo så benytte os af, når der var biler, der skulle forbi eller vi trængte til en pause. Folk er jo rigtigt søde – og overraskede, når de møder sådan en flok lam på vejen – og holder ind til siden eller triller lige så stille forbi, når vi giver tegn. Også da vi skulle krydse en større vej, gik alting uproblematisk. Så igen en succesfuld spadseretur – og hjemme ventede belønningen med “lokke-kornet” i græsset  🙂