Da jeg kom hjem fra arbejde i går og gik ud at fodre, lå Pyt nede på marken med sine fire lam omkring sig – og hun blev liggende. Gisp! Jeg sprang ned over marken. Pyt lå helt slap, mat i øjnene og ville ikke rejse sig op. Kunne ikke rejse sig, selvom jeg forsøgte at hjælpe hende. Åh nej. Hun havde græsblandet snot ud af næseborene, fnøs lidt og var bare svag.
Dyrlægen vidste heldigvis råd! “Hun skal have noget kalk”, sagde han i telefonen. “Jeg kommer”. Og inden længe stod han på gårdspladsen. “Det er jo altså ikke altid, at de klarer det”, sagde han. Men da han så Pyt, syntes han faktisk, at hun så bedre ud end han havde frygtet. Jeg holdt Pyts hoved og så fik hun en kalkopløsning direkte ind i en åre i halsen. Og en ordentlig portion i depot ind i halsmusklerne og noget smertestillende bagefter.
“Er hun højtydende?”, spurgte han – og ja, det må man sige, med fire lam!
“Det er det sammen som mælkefeber hos kvæg”, fortalte dyrlægen. “Men får reagerer alligevel anderledes. Hun har haft kramper pga. kalkmangel og derfor er hun helt svag nu”.  Han anbefalede, at hun blev pakket godt ind og at jeg holdt godt øje med hende og helst fik hende på benene inden jeg gik i seng.
“For jo længere hun ligger, jo større er sandsynligheden for at hun ikke kommer op igen”. Så jeg fik hentet tæpper og sad og nussede om hende – og da jeg skulle ind og spise, var lammene solidariske og holdt deres mor med selskab. Næste gang jeg så til Pyt, ville hun stadig ikke op, men da jeg kom ud lidt før klokken 22, lå der kun tæpper på marken. Pyt havde rejst sig og var gået ind i stalden. Dejligt!! Her lå hun godt nok også, men det er også ok, med så meget medicin i kroppen, tænker jeg. Hun så mærkbart friskere ud! Og her til morgen stod hun frisk og udhvilet – og ville gerne have noget morgenmad.  Pyha! Det var godt! Andet havde næsten ikke været til at bære!