Det er altså en fornøjelse at komme ud i folden med sutteflasken i hånden i disse dage. Jeg kalder på Olof … og så snart han hører min stemme, kommer han susende, den lille velopdragne dreng – høhø! Mad er godt og min stemme og mine bukser forbindes med mad, så han borer hovedet ind mine ben og støder sit hoved ind i “yveret”.

3½ dl modermælkserstatning forsvinder hurtigt – og så hopper han fro afsted igen med en ordentlig tyk mave.
Olofs biologiske mor og søskende – Blishøne, Anna Lindh og Lille Lars – har han desværre slet intet med at gøre. Det er meget mærkeligt og lidt trist at se på. Han går ikke sammen med dem og han lægger sig og sover sammen med andre.
Men han har det godt, trives og vokser – og så må det bare være godt sådan!