Den fantastiske sommer bare fortsætter.
Jeg nyder det faktisk! Det kan man lige så godt, for vi kan ikke gøre en dyt ved det alligevel – MEN det er altså så rasende tørt, at jeg samtidig bliver helt ked af det, når jeg går ude på marken. Det er intet tilbage og det har der ikke været i den sidste måned. Det græs, der måtte stå i hjørnerne, er svedet brunt af vinden, der er lige så varm som sciroccoen og græshopperne larmer.
Alt sammen forhold, der gør, at man føler sig hensat til det sydfranske. Det giver også associationer til samme sted, at fårelorterne bare ligger ovenpå jorden og afgiver en varm og krydret lugt. Ingen regn har opløst dem i månedsvis, så der er ved at være tæt besat.
Fårene flytter sig fra skyggested til skyggested – men lider ellers ingen nød, fordi jeg eller min søde feriehjælper kommer forbi hverdag med rå mængder kraftfoder, korn og hø.