Øremærkning

Jeg har været i gang med at pierce alle lammene – at øremærke dem. Der var efterhånden ved at være mange sorte lam, der lignede hinanden rimeligt meget. Ud af de 16 lam er der kun to hvide.
Så jeg gik i gang med tang og øremærker – og hvis jeg blev i tvivl om et lams tilhørsforhold, var det bare om at holde øje med, hvilken pat den søgte hen til. Haps!

Det foregår simpelthen så stille og roligt. Jeg gør det som regel lige efter aftenfodringen. Lammene ligger og snuer i halmen efter en lang dag og jeg kan stille og roligt samle dem op, sætte mig på huk og lægge deres ben over mit og så – et hurtigt knib med tangen – og det er slut næsten før det er begyndt og lammene er ret upåvirkede.
Jeg klør dem lidt og de går hen til kammeraterne eller deres mor, der snuser lidt og så er det det!

Billederne her er altså ret atypiske, for det er både dag og udenfor, men at tage en selfie, mens man øremærker lam er en umulighed, og hjælpen bød sig til i dagtimen!
Her er det Gærdesmuttes hvide gimmerlam, der får nummer 312 i øret. Det vil sige, at hun er det 312. lam, der er blevet født her hos mig. Ret vildt! Og der kommer jo flere endnu, har jeg på fornemmelsen.