Så er lammene afsted

Tidligt søndag morgen drev jeg vædderlammene ind i fårehuset og alt var klar, da slagtebilen fra Gelsted Slagteren kom. Det virker bare godt med min sti med grinder på begge sider, for det gør, at vi kan drive flokkene samlet hen til bilen. Chaufføren tog Gauda i snor og trak hende først og jeg drev alle gimmerlammene efter. De fulgte Gauda lige så stille. Da vi havde lukket for dem, åbnede jeg døren til fårehuset. Chaufføren fik snor i floklederen Shipulin, men jeg tror såmænd ikke, at det var nødvendigt.
I samlet flok fulgtes hele drengeflokken ad og gik fredeligt og uden nogen krumspring op i vognen og vi fik lukket for dem.
Chaufføren fik sundhedsdokumenterne, så lammenes vej kan følges via deres øremærker og så drog de afsted mod Gelsted. Her står de i en boks pr. flok til i morgen tidlig.
På cirka 10 min. gik min besætning fra 40 til 11 dyr, men sådan er det. Det var virkeligt dejligt at kunne sende dem afsted under så rolige forhold. God tur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *