Flaskelam

Som det er fremgået af de sidste dages opslag, har jeg jo fået mig nogle babyer – altså flaskelam. Først kom Blishønens mindste under mine vinger. Et stort døgn efter læmningen blev Blishøne enig med sig selv om, at det fjerde lam altså var for lille og ikke værd at bruge krudt på. Så den fik ikke længere lov at die hos hende. Barsk, kan det synes – men i den virkelige verden giver det jo nok mening at sørge for tre stærke lam i stedet for at alle fire bliver lidt forhutlede.
Da Gros mælk forsvandt var jeg vejen vist her også – og måtte stille op med mælkeflasken klar. Jeg har købt mælkepulver specielt til lam, der blandes op i lunkent vand. Og så er det ellers hver 3. time – undtagen om natten og nu også undtagen, når jeg er på arbejde. De er nu heldigvis så store at de kan få større portioner af gangen, så de deler ca. 1 liter mælk 5-6 gange om dagen. De første dage var det med sutteflaske, men nu har jeg heldigvis fået fat i en “pattespand” – og fået sat de samme sutter i som på sutteflasken, så lammene vil sutte på dem. 
Så jeg hælder mælk i spanden og lammene kommer susende og kan nu drikke deres mælk samtidigt, mens jeg kan lave noget andet i stalden.  Spanden hænger på en taburet – og arrangementet er ikke kønt, men til gengæld flytbart og kan afmonteres igen uden skruemærker, når flasketiden er ovre igen! Det er super godt!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *