Natterend

Det kan godt være, at får ikke altid virker lige kvikke, men de er altså hurtige til at opdage, hvis man har glemt at tænde for strømmen på hegnet. Da jeg lagde ny vandslange ud i går, var den sidste del så tæt på tråden, at jeg for min  egen skyld fik slukket for strømmen. Jeg hader at få stød. Men allerede i nat havde får og lam opdaget min forglemmelse og en del af dem mosede igennem det flytbare hegn. Det var dog ikke alle – og en værre ballade opstod, når mor og lam befandt sig på hver sin side af hegnet. Så klokken 5 gav jeg op og stod op, opdagede miseren og fik taget hegnet væk! Så skete der da ihvertfald ikke nogen ulykker.
Da jeg kom hjem fra arbejde satte jeg det op igen.
I stiv blæst, som I kan se på billederne. De tynde hegnstråde fylder ikke meget, men alligevel griber vinden fat i dem. Men nu er der styr på flokken igen. De behøver ikke at gå på hele marken på én gang lige nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *