Da jeg fik muget stalden ud i forsommeren, nåede jeg ikke at få højtryksspulet den i samme ombæring. Det er ellers tradition. Så hele sommeren har stalden stået og været beskidt, rodet og trist at se ind i. Men i dag blev dagen, hvor jeg fik gang i min lille trofaste KEW. Fra tidlig morgen var vi i gang, KEW og jeg. Først oversprøjtede jeg hele stalden med den almindelige vandslange, så den kunne lidt i blød, mens jeg slæbte trug, krybber, træktov og spande ud på græsplænen foran. Og fik samlet KEW. Og så i gang med højtryksspulingen. Det er altså et skønt anskuelighedsarbejde. Man er ikke et øjeblik i tvivl om, hvor man er nået til. Mens jeg går og spuler gulv, gitterværk, vægge og netvinduer, når jeg altid at tænke, at jeg da slet ikke bliver så beskidt, som jeg husker fra sidste år. Når jeg så kommer til den sidste del af jobbet – at rengøre krybber, spande, vandtrug, fodertønder og lignende, ja, så er det, at det går galt. Lige meget i hvilken vinkel man holder dyssen, og hvor man står, så kommer hele ladningen lige op i hovedet på en selv. Jeg bliver rimeligt beskidt og meget våd hvert år. Der stod blank vand i gummistøvlerne, da jeg var færdig, men stalden står til gengæld flot og indbydende og det er så sandelig det hele værd.
Forvandlingen er total – også takket være denne lille slider! Den har været i familiens eje i mere end 30 år – og kører upåklageligt!
Våd og beskidt – men også en festdag
Skriv et svar