I forbindelse med det lam, der døde i sidste uge, er jeg blevet spurgt om, hvad jeg egentligt gør, når et får eller lam dør. Hvad gør jeg, ved det døde dyr?
Døde husdyr må ikke begraves eller lægges ud i naturen. Blandt andet for at mindske spredning af eventuel sygdom. Det ville heller ikke være rart at færdes i skovene, hvis det var tilladt.
Derfor er der lavet en afhentningsordning. Man ringer til Daka og via et sindrigt – men meget forståeligt og præcist – trykknapsystem, kan man til langt ud på aftenen bestille afhentning af dyr til næste hverdag. “Er der tale om en hest – tryk 1, ged eller får – tryk 2 osv.” Dyreart og antal angives og adressen finder de via ens telefon- og chr-nummer, som også skal trykkes ind. Det har virket upåklageligt for mig hver gang. I dagtimerne kan man også snakke med et rigtigt menneske!
I løbet af næste dag kommer der en stor lastbil og henter dyret med en kran. Det skal ligge overdækket ved ens indkørsel – eller på et andet aftalt sted. Det er ikke super romantisk, men det er ordentligt og på sin vis også værdigt.
Afhentning af døde dyr
Skriv et svar