Dagen i går var på alle måder fyldt op af op og nedture, men heldigvis langt flest op.
Men der blev også tid og anledning til selvransagelse. Da dyrlægen, der er en virkelig klog mand, var på besøg, så han på mig og sagde “Hun er for godt i stand”.
Jeg tænkte ved mig selv, at så skulle han da bare se Gro, Myse og Gauda. Men hele resten af flokken gik langt ned på marken, så det gjorde han ikke.
Den bemærkning har ligget og murret resten af dagen – og da jeg var ude at hjælpe Gro med at læmme, måtte jeg jo bare give manden helt og aldeles ret.
Jeg bemærkede det jo godt, da jeg klippede ulden af fårene. De var for godt i stand!
Det kan jo nemt gemme sig i al den pels, men jeg havde jo godt mærket det, når jeg stak fingrene ned igennem ulden. Bare ikke reageret nok på det!
Det er jo ingen fordel med for meget på sidebenene. Heller ikke hos får. Det gør det intet godt for læmningerne. Lammene har det for godt derinde og bliver for store og så giver det problemer, når de skal ud.
Min staldvægt er gået i stykker, men jeg tog badevægten ud i stalden her til aften og løftede flere af lammene op. Gro´s Harald vejede mere end 6 kilo, Sonja over 5. Pyts lam lå også på fem kilo.
Der er ihvertfald noget, der skal skrives bag øret her, Fru fodermester. Også bare ud fra en ren økonomisk betragtning: For stort foderforbrug, flere dyrlægeregninger og – sandsynligvis – tab af lam. Det skal der godt nok laves om på til næste vinter. Jeg har lavet et notat til mig selv i min kalender.
Jeg kan godt blive noget nervøs ved tanken om de sidste to, der endnu ikke har læmmet. De to førstegangsfødende helsøstre Hanun og Harissa. Huha.
Der vil det altså også være rart med lidt held i sprøjten, så de ikke lægger sig til at føde, når jeg sover eller lige præcis ikke er hjemme.