I går tog jeg dette billede af Bunad og Vigdís (forrest), der på det tidspunkt var de sidste to gravide får tilbage. Jeg tænkte, at Vigdís skal sikkert snart skulle læmme, men at det til gengæld – når man ser på Bunads yver – godt kan vare noget endnu med hende.
Jeg ville elske at blive færdig med læmningerne her i påsken og have lam, der i to bunker er cirka jævnaldrende. (Som I nok fornemmer er billedet helt out-datet – se andet opslag senere)
Jeg har længe haft fåreflokken delt i to i stalden om natten – de ammende og de gravide. Der er meget forskel på, hvor meget man skal have at spise, når man ammer og når man stadig har lammene indenbords. Jeg vil så nødig at de bliver alt for store, før de kommer ud!
Så Bunad vil ikke være tilfreds med i aften at stå alene på smalkost, mens de andre mæsker sig i kraftfoder og hø! Inden nogle bliver bekymrede på hendes vegne, så kan jeg berolige alle med, at hun absolut ikke mangler noget. Hun er i solid foderstand og godt bred over ryggen.
“Kom nu bare med de lam, Bunad – så kan du få masser af mad”.