Torsdag eftermiddag kunne jeg hente alle de slagtede og parterede lam. Jeg havde fået lammenes slagtevægt, og fordelt dem efter hvilke af mine lamme-kunder, der ønskede store og små lam, fik noteret hvilke udskæringer, der var ønsket osv. Så det var spændende om det hele kom til at gå som det skulle, eller om der gik kludder i noget.
Jeg havde til dagen lånt en køle-trailer og oprettet ikke mindre end to firmaer- et transportfirma og et kødformidler-firma. Alt dette for at køre til Gelsted, hente 20 kasser lammekød og køre det hjem til Bjerget, hvor folk i løbet af to timer havde hentet næsten det hele. Men sådan er det!! Og de er virkeligt søde i Fødevarestyrelsen og hjælper gerne sådan én som mig igennem junglen af hjemmesider og steder man skal vinge af! Nu skal jeg bare huske at afmelde firmaerne igen 😉
Nå, men der var totalt styr på det hele i Gelsted, og mine lister holdt til punkt og prikke, så det var super dejligt! Flaget var sat frem, der var kaffe og lammeskinds-beklædte siddepladser i garagen og mulighed for staldbesøg hos fårene, men de fleste ville – forståeligt nok – gerne hurtigt hjem og pakke kød i fryseren.
Da jeg selv var færdig med det klokken 21, var det en træt men stolt og tilfreds virksomhedsejer! Det hele var gået stygende – og selvom der var et par lam, jeg kunne have ønsket mig et par kilo større, så så alt kødet virkeligt fint ud! Jeg lagde en af de køller, jeg skulle beholde på vægten – 2,7 kilo! Sådan!
Lammekødet hentet
Skriv et svar