En af de der elendige, triste, grå, grå “sommerdage” sidst i juli, tog et eller andet ved mig! Nu skulle det være! I rent raseri og desperation over, at en alt for stor del af min sommerferie var blevet til efterårs-ditto.
Lige siden jeg fik mit fårehus i 2009 (ups!!) har skelettet af det gamle skur stået på marken og set farligt ud! Min søde og dybt tålmodige mand har garanteret ventet og ventet på, at jeg skulle gøre noget ved det! Jeg forsøgte en gang at flette pil på det, men det åd fårene og siden har de bare brugt det som klø-stativ!
Jeg fandt ud af, at vi selv har en vinkelsliber, tog den med ind i et byggemarked og fik en meget sød ung mand til at vise, hvordan jeg skulle bruge den, hvilke skiver jeg skulle bruge til jernrør og hvordan jeg skulle skifte dem, når jeg havde slidt dem op. Whao! Sikke en service! Jeg drog hjem med skiver, sikkerhedsbriller og en kabelrulle med 40 m ledning og så gik jeg ellers i krig!
Skelettet var flikket sammen (ikke af mig, vil jeg bare sig) af gamle vandrør og det ÅD skiverne, som var det slik! Men efterhånden fik jeg da bugt med skidtet og skåret det i bærbare stykker, som jeg så bar op i gårdspladsen! Det var tungt som bare det og sveden løb.
Men helledusseda! Farvel og tak! Dagens gode gerning!
En god dag!
Skriv et svar