For en stor uges tid siden lagde jeg mærke til noget, der lignede vorter ved et par af fårenes mundvige. Men siden da er det bare blevet værre. Det var ikke vorter, men sårskorper og der blev flere og flere!
I går havde jeg så dyrlæge. Hun så godt på sårene og kunne fortælle mig, at der er tale om et udbrud af orf-virus.
På nettet lyder dyrlæge Ove Stengaards beskrivelse sådan: Orf eller læbeskurv hos får er en hudlidelse, der forårsages af et virus. Der opstår vesikler og pustler omkring munden, især i læberanden. Senere breder sårene sig ud på mulen og næseborene. Pustlerne tørrer ind og danner tykke skorper, der er fastsiddende. Løsnes disse, ses en rå blødende hud nedenunder. Se mere på: http://www.gotlamarkiv.dk/information/faglige_artikler/orf.htm
Den er desværre kommet med vædderen. For f…. da også! Vædderen er rask, men må være smittebærer – og det passer desværre alt for godt med en inkubationstid på 2-3 uger og så et begyndende udbrud! Jeg har snakket med vædderejeren i dag, og han blev godt nok meget ked af det. Han var ikke klar over, at den var bærer og den bliver kørt direkte til slagteren herfra. Men skaden er jo sket her i mit lille “næsten” lukkede system.
Selvom fårene bliver raske og immune overfor smitte, kan smitten ligge meget længe i små stumper sårskorpe og så angribe lammene, når de kommer til foråret. Ja, det kan såmænd også smitte mig!!
Jeg skal godt nok igen være glad for min stald, der ikke har en masse gammelt træ, hvor smitten kan gemme sig. Forværk og krybber m.m. skal igennem en ordentlig omgang desinfektion, når først fårene er raske.
Men når alt kommer til alt – jeg må jo glæde mig over, at det ikke er en virkelig alvorlig lidelse, hvor fårene kaster lammene, eller hele besætningen skal aflives.