Da jeg skulle fodre her til aften, var der vældig gang i vædderen. Han havde faktisk ikke tid til at spise. Der skulle smiskes og kissemisses, men det gav jo også gevinst.
Så der blev lavet nye lam her ved 17-tiden 😉 Jubiii.
Sylfiden kan nu blære sig med det synlige resultat. En rød plet på bagdelen.
Jeg skiftede farvestift på vædderen i tirsdags. Nu er de første 17 dage gået og vi begynder på en ny cyklus.
Det tegner faktisk godt, for endnu har ingen af de får med grøn plet, fået en rød oveni. Det betyder, at de er blevet ilæmmet i første forsøg.
Jeg var ellers ved at blive lidt urolig og temmelig ærgerlig på mig selv. I første runde er det kun ca. halvdelen af fårene, der har vist brunst og er blevet parret, og det er alle de lette får af mere “naturnære” og primitive racer – der ikke har vist noget.
Var det en fejl, at de blev penicillin-behandlet af dyrlægen, så kort tid før vædderen kom, spørger jeg mig selv? Jeg har set indre skrækfilm, om et forår, hvor kun halvdelen af fårene overhovedet fik lam (suk!!) – men nu kommer de og jeg begynder at trække vejret lettere igen. De har jo ofte en senere brunst – og det er nok bare det! Det håber jeg godt nok 🙂