Pause……

Jeg turde ikke kalde indlægget “Hold nu op” eller “Stooop” – for det skal jo ikke helt holde op…. men en pause i regnvejret kunne godt nok være dejligt! Bare i dag har vi fået over 30mm.
Jeg plejer som regel at have lukket af for stalden nu, men det nænner jeg ikke. Til gengæld er den våd og klam, også selvom jeg strør med halm. Når 33 våde dyr søger ly for regnen, bliver halmen hurtig en fugtig omgang.
For hold da op, hvor det er vådt. Selv her på Bjerget står der blank vand mellem græsstråene og rundt om stalden ligner det jo november måned.
Dyrenes trædestier på vej ned over marken ligner traktorspor. Får og lam går rundt og ligner druknede mus og de første mavepiner har meldt deres ankomst! Nøj, vi trænger til noget lune og tørvejr her. Jeg håber sandelig, at meteorologerne får ret mht. weekendens vejr.