Hunden er løs!

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag var det stadig lyst!! Det er jo fantastisk.
Fårene kom trissende om foran huset for at hilse på, jeg hilste tilbage og gik ellers igang med det, der nu skulle ordnes. Lidt efter får jeg øje på en ung pige med hund på vej ud af vores indkørsel, åbner døren og siger: “Hej, kan jeg hjælpe med noget?”.
Hun er så ked af det og undskylder, for hendes hund har netop været inde på marken ved fårene! Det er da UTROLIGT! Jeg har fire tråde med et ordentlig stød i og alligevel kan jeg ikke holde hundene ude af min mark.
IMG_2723I 2007 havde jeg et rigtigt grimt angreb af hunde og selvom det kun er Enya, der var med dengang, har det siddet hårdt i flokken i mange år. Bare der gik en hund i snor forbi på vejen, kunne jeg tydeligt se det på hele flokken. De var skrækslagne. Men de sidste par år er de faldet mere til ro igen.


Nu var det jo heldigvis ikke gået så galt i dag, men opskræmte og nervøse som bare pokker – det var de! Godt oversprøjtede af mudder fra en løbetur i panik og i den grad på stikkerne! Øv øv! Heldigvis er de ikke helt højgravide, så jeg tror ikke, at det giver komplikationer, men hvor ville jeg dog ønske, at hunde ville holde sig væk fra mine får!
Den unge pige var helt ulykkelig og forskrækket og skulle ihvertfald nok sørge for at holde sin hund i snor for eftertiden. Og det er jo godt!
Og fårene – de kom på stald, fik porten lukket og faldt lidt til ro, inden de fik foder i krybben og en god tot hø til natten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *