Sidste søndag morgen så Oslo rigtig skidt ud. Hun var mat i øjnene og stod og hang – og ville ikke æde. Hun, der har spist som et tærskeværk den seneste måned. Jeg tog hendes temperatur, inden jeg ringede til dyrlægen. Hun havde nærmest lidt undertemperatur – og dyrlægen bekræftede min mistanke. Drægtighedssyge igen!
De tre store flotte lam suger simpelthen for meget energi ud af hende – selvom både Oslo og ihvertfald lammene stort set har foder ad libitum. Det er da utroligt!
Så jeg kørte igen på med “energi – medicin”, havresuppe med druesukker, yoghurt og andre gode sager. Men det ændrede ikke rigtigt noget. Så det var fuld af bange anelser – og ikke meget nattesøvn i bagagen – at jeg kom ud i stalden mandag morgen. Oslo rejste sig og mæh’ ede. Hun havde været i boks for sig selv natten over, men nu stod hun der med klare øjne og ville gerne ud til sine lam. De havde jo ihvertfald også savnet deres mor – men jeg synes det var lidt barsk at se på, at de tre lam næsten væltede deres stadig lidt svage mor i deres iver efter at die. Men mælken skal jo også holdes i gang.
Oslo fik lidt morgenmad sammen med de andre, drak noget vand og fik derefter samme energi- specialkost som søndag og derfra er det bare gået fremad og godt igen. Puuha! Sikke en lettelse. Hurra, hurra!
(Dette opslag har ligget klar i flere dage, fordi jeg gerne ville have et billede af en “nu frisk igen- Oslo”, men hun er svær at tage billeder af, så nu får I det uden).
Kategoriarkiv: Får
Forårstravlhed
Det er ved at være længe siden I har fået en opdatering fra livet hos fårene på Bjerget. Det er og har været en travl tid. 6 får og 16 lam er ved at spise mig ud af huset, så jeg har slæbt kilovis af korn og kraftfoder til 3 daglige fodringer af fårene og efterhånden også lammene. Og en sutteflaske endnu flere gange – for jeg kom jo til at passe Kuzminas sidstfødte. Han er meget sød og et smukt lam, som vokser og trives godt. Det eneste jeg kan ærgre mig over er, at han ikke er en pige.
Mi sluttede årets læmninger med tre ret små gimmerlam. Det ene lam var fra begyndelsen det mindste og var uden kraft og livslyst – og da det så også blev angrebet af diarre – ja, så gav den op, trods medicin og ekstra pleje. Men de to tilbageblevne lam de vokser til gengæld, så man næsten kan stå og se på det.
Det har således været en læmmesæson med meget mere på “tabskontoen” end jeg har prøvet i mange år (heldigvis) – og en del hårde dage deraf, men nu går det fremad.
Så meget større er glæden over at se 16 glade lam, der nyder forårssolen – når den titter frem imellem alle regnbygerne.
Mi bragte lidt glæde tilbage
Oven på fredagens voldsomme oplevelser, var det livgivende og i hvert fald livsbekræftende at sidde og se på Mi føde sine lam lørdag eftermiddag.
Jeg var egentlig på vej afsted til koncert sammen med gode venner, da jeg lige skulle ud og have et sidste kig på at alt står godt til i flokken. Dér stod Mi så midt på markvejen med vandblæren ude og klar til at læmme. Alle de andre lam fór rundt omkring hende og hun var lidt forvirret over, hvis lam der var hendes, så jeg fik hende fulgt ind i staldens ro.
Jeg meldte afbud til koncerten, for efter i går trængte jeg til en god historie i maven – og havde ihvertfald brug for at være der. Mi lagde hun sig straks lige foran mig og fødte et lam. En lillebitte pige! Hvor skønt. En halv time efter prøvede hun til igen, men kunne ikke få lammet ud. Da jeg mærkede efter, var det kun det ene forben, der var fremme, så jeg skubbede lammet tilbage og fik det andet med frem også. Og så skubbede hun flot det andet lam ud også. En lillebitte pige mere! Endnu en halv time efter gentog det hele sig – også det med forbenet. Så det var godt jeg var der.
Mi er den sejeste lille rolige mor, der slikker sine lam grundigt alt imens hun siger små kærlige lyde og spiser lidt hø til. Hun er virkelig skøn. Tre små piger – men godt nok meget små. En god afslutning på årets læmmetid.
En frygtelig fredag
Skriv et svar
Jeg har på ingen måde lyst til at skrive dette indlæg, for det er en barsk og trist historie. Men jeg kan ikke nøjes med at skrive om de lykkelige øjeblikke, de små mirakler og de mange gode dage. Da jeg kom ud i stalden til Kuzmina stod det hurtigt klart, at Bunad var syg. Hun var sløv i blikket, ville ikke rejse sig eller spise af min hånd. Klokken 5.30 ringede jeg til dyrlægen og det var heldigvis “min egen”, der havde vagt og jeg satte ham ind i Bunads situation. “Hun har drægtighedssyge”, sagde han straks. “Hun skal have kalk. Har du noget?”. Det havde jeg heldigvis. Bunad fik en stor portion og nogle timer efter var hun på benene igen, meget mere klar i blikket. Pyh!
Hun fik mere kalk og jeg var fortrøstningsfuld. Men ved middagstid gik det ned ad bakke igen og jeg ringede endnu en gang til dyrlægen. “Du må komme og hjælpe mig” – og det gjorde han.
“Nå, hun ser ikke så skidt ud, som jeg havde forventet”, sagde han roligt. “Nu får hun mere kalk, og medicin til at styrke og hjælpe hende de næste par dage”.
Vi var enige om, at Bunad også var ved at lægge an til læmning. “Når det første er ved at komme ud, skal du hjælpe hende og få de andre ud også. Det ved jeg du kan”, sagde han. Han syntes, det var en flot samling flotte stærke lam, jeg havde i stalden.
Da dyrlægen var kørt, puslede jeg lidt om Bunad, men skulle så ind at tisse og hurtigt koge en havresuppe med druesukker til Bunad, så hun kunne få ekstra kraft. Jeg var hurtigt tilbage i stalden. Men …. hvad!
Bunad lå i halmen og var død. Mit hjerte stod stille. “Åh nej, åh, nej!”. Hendes øjne var helt slukkede og der var ingen tvivl. Jeg rev telefonen frem. Dyrlægen var ikke engang nået hjem endnu. “Hun er død. Kan jeg nå at redde lammene?”. “Så skal du handle hurtigt. Jeg kan ikke nå at komme. Så er det for sent! Du skal skære fra navlen og ned, men hurtigt”.
Det var en barsk og voldsom og grænseoverskridende opgave, men jeg gjorde det og fik tre kæmpestore flotte vædderlam ud. Livløse. Jeg forsøgte med hjertemassage, kunstigt åndedrag og alt, men de var døde. Jeg var forbi punktet, hvor jeg kunne græde og følte mig helt tømt! Jeg ringede til dyrlægen igen. “Hvordan gik det?”, var det første, han sagde. Han var meget overrasket over, at Bunad døde. Det havde han slet ikke forventet – og mente, at lammene så måske faktisk var døde først. “Du har gjort alt det rigtige og alt det du kunne”, sagde han trøstende. “Og nu har du en ny erfaring med kejsersnit. Efter sådan en dag, så skal man op på hesten igen, det skal du huske”. Jeg er meget glad for min dyrlæge og meget glad for hans trøstende ord.
Men åh, hvor ville jeg ønske! Det var helt ubærligt at stå og se Bunad og de tre skønne lam ligge der i halmen
Kære Bunad, mit søde kælne får. Tak for så mange gode stunder sammen. Jeg er så ked af at det skulle ende på denne måde og at jeg ikke kunne hjælpe dig. Hav det godt!
(Drægtighedssyge er en snigende sygdom, der rammer får med mange lam i sig.
Det skyldes mangel på energi – lammene suger mere energi fra fåret end det kan nå at optage).
Kuzminas tvill- nej trillinger
Fredag morgen vågnede jeg meget tidligt og kunne se, at Kuzmina havde gang i læmningen, så jeg stod op og gik i stalden.
Her stod hun – Kuzmina – med to fine lam og alt åndede fred. Jeg undrede mig egentlig lidt, for hun havde lignet en, der skulle have tre og så store var lammene heller ikke. Men andre ting gjorde, at jeg ikke undersøgte hende nærmere. Og et par timer efter lå Kuzmina pludselig og pressede af alle kræfter. Et par bagklove stak frem, lammet sad fast, men jeg kunne heldigvis hjælpe hende med at bringe et stort vædderlam baglæns til verden.
Det med at føde 2+1 lam har Kuzmina før gjort (og derfor burde jeg have mærket efter), hvilket resulterede i, at hun kun tog sig af de to førstefødte. Så jeg fik lammet hen under hendes næse i en fart og hun begyndte gudskelov at slikke den sidst ankomne.
Problemerne viste sig først, da lammet rejste sig og ville die. Så blev han slået væk. Mærkeligt, når hun lige havde slikket ham så kærligt og omsorgsfuldt. Jeg fik malket råmælk ud af flere omgange og givet ham med sonde, så jeg var sikker på at han fik det han skulle starte på – mens jeg belavede mig på, at resten af ansvaret nok blev mit (#flaskelam).
Jeg beklager det dårlige billede af den lille familie, men Kuzmina var ikke indstillet på fotosession og så skete der alt muligt andet. Det var, hvad jeg nåede i dag!
Farvel til Quito
Quito har længe været under lup. Det var et sats fra begyndelsen, men af dynastiske grunde beholdt jeg hende. Hun var et lidt uroligt væsen og hvor jeg satsede på, at hun skulle blive mere rolig med alderen, er det nærmest gået omvendt. Hun ville gerne snuse og komme tæt på, når jeg stod på den anden side af forværket i stalden, men i det øjeblik jeg kom ind blandt fårene ….. paniiik!
Jeg har derudover længe været i tvivl om, hvorvidt Quito var med lam. Da jeg klippede hende for et par uger siden stod det klart, at det var hun ikke. Det var hun heller ikke sidste år. Som 1-årig er man undskyldt her på Bjerget, men ikke som 2-årig!
At hun også i højere grad fløj rundt i luften end stod på jorden, da jeg skulle klippe hende, hjalp heller ikke på pointtavlen. Jeg opgav faktisk at klippe hende. Det har jeg alligevel aldrig prøvet før. Når får og lam var ude på marken og jeg kom derud, fór hun hen til flokken af lam og hidsede dem op til at skulle blive bange og løb væk fra mig. DET var dråben.
Jeg fik lavet en aftale med slagteren og Quito er kørt afsted til de evige græsmarker.
Jeg håber, hun kan få det lidt mere fredeligt der. Hun har jo ellers udset til at skulle videreføre slægten fra mit allerførste får, Sofie, men sådan blev det altså ikke.
Aisha fik tvillinger
Hele påske gik uden flere læmninger og børn og børnebørn på påskeferie måtte rejse hjem uden at se nogle helt små nye lam.
Men mandag sidst på eftermiddagen lagde Aisha sig endelig ned og pressede. Hun havde lignet en, der var på nippet til at læmme i dagevis. Men nu kom de! Jeg krydsede fingre af al kraft, for jeg ville så gerne have et gimmerlam eller to fra Aisha. Det er nok hendes sidste lam. Men lige meget hjalp det.
Aisha fødte to flotte, friske og ret store vædderlam. Det var hårdt for hende og jeg måtte hjælpe med den sidste, der lå baglæns. Hun var tydeligt udmattet bagefter Men nu efter et par dage med “special treatment”, er hun helt ovenpå igen – og hun passer som altid sine lam med stor ro.
Så nu har jeg 11 lam som mødrene selv passer. Det er skønt og ret flot med kun fire får, der har læmmet. Det virker som om, det er en vædder med mange y-kromosomer i sprøjten, jeg har haft på besøg. Ud af de 11 lam er der 9 væddere og kun 2 gimmerlam. Men nu må vi se, hvad de tre får, der endnu ikke har læmmet, får. Det kan være, at de bryder tendensen.
Tre gange tre er ni
Et helt umuligt billede – der tydeligt viser, hvor svært det er at få et samlet billede af de tre mødre med hver tre lam, men man kan se alle ni! 5 sekunder før stod fårene simpelthen så fint på stribe, med lammene foran sig, men så gik Vigdís to skridt, Oslo sænkede hovedet og Nuuks lam løb bagud! Bum! Væk var motivet – og alt det hele foran et fint træ i grim plastvandingssæk. Godt, jeg ikke skal leve som fotograf!
Men herunder, delt op i tre portioner, kan I se lidt mere vellykkede fotos af de tre familier. Oslo, Nuuk og Vigdís med hver tre lam. Herligt.
Sikke dog en skøn og travl morgen
Mandag morgen vågnede jeg – af en eller anden grund – klokken 04.40. Jeg åbnede for min FarmCam-app på telefonen som (kun) i denne tid ligger på sengekanten.
Mit unge førstegangsfødende får Nuuk stod med et lam. Jeg stod op og ville ud at se om, alt gik som det skulle. Hun har været så tyk, at jeg var sikker på, at hun ville få et lam mere – og det ville jeg da gerne sidde og se på.
Nuuk stod roligt og slikkede et lille loddent vædderlam. Jeg indrettede mig med et sæde/ryglæn af halm og forventning i maven. Nuuk gav sig til at presse igen, men der skete ikke rigtigt noget. Jeg kunne mærke forbenene kort inde, men de blev mere presset op i ryggen på Nuuk end ud og så snart jeg lige fik dem drejet frem, klarede hun fint at få lammet ud selv. Sikke da en lykke!
I det øjeblik jeg lettede mig fra mit halmsæde langs den ene væg for at hjælpe Nuuk, overtog Vigdís pladsen. Hun lagde sig ned, løftede sig op på forbenene og stemte imod og efter to kraftige pres, kom vandblæren til syne. Hun lagde sig og pustede et par minutter, stemte sig op på forbenene igen og pressede til. Kun fordi jeg var der, hjalp jeg lige med at få forbenene strakt, da lammet var halvvejs, men ellers havde hun fint klaret det alligevel. Et flot stort vædderlam! Whao, Vigdís er sej!
Da jeg vente mig om, stod Nuuk også med endnu en vandblære. Hmmm – selvom hun er en voksen 2-åring, så er hun førstegangsmor og jeg havde bestemt håbet på, at hun “kun” skulle have haft to lam. Det kunne jeg godt have undt hende.
Da Nuuk begyndte at presse denne gang, kunne jeg mærke, at hun var ved at være godt træt. Jeg tror, hun har stridt en del i løbet af natten, for at få det første lam ud, og nu var der ved at være udsolgt. Problematikken var den samme, med forbenene pegende opad, men ved fælles hjælp fik vi det tredje lille vædderlam til verden. De er friske og levedygtige alle tre og Nuuk virker meget omsorgsfuld og kærlig overfor dem alle tre.
Vigdís havde også travlt med at slikke sit lam, men samtidig kunne jeg fornemme, at hun gjorde “klar”. Det gjorde jeg så også – og da hun 20 minutter efter den første “satte” sig til rette, var jeg klar med kameraet. I skal få hele fødslen en anden dag.
Men nu lagde hun sig altså, pressede vandblæren ud, slikkede sin førstefødte, og pressede så en stor flot søster ud til ham! Imponerende!
Jeg gav mig til at servicere de fødende! Egen boks, lunt vand, masser af hø og en lille smule foder. Alt imens jeg forventede, at Vigdís efter 20 minutter igen ville presse et lam ud, for der var en tydelig vandblære mere. Men det trak ud og trak ud. Da efterbyrden begyndte at komme, måtte jeg mere og mere hældede til, at der måske alligevel ikke var tale om en vandblære, men bare hinder, der tilfældigvis var fulde af vand – eller, at der måske kom et dødfødt lam sammen med moderkagen. Men lidt før 11 – mere end 3 timer efter det andet lam – kom der en lillebror ud sammen med efterbyrd og moderkage og i den anledning noget mere rød af blod en vanligt – men frisk og frejdig! Og Vigdís var heldigvis ikke i tvivl om, at det var hendes lille guldklump og hendes ansvar!
Sikke en skøn morgen! Et ungt og et erfarent – men to meget seje får! Og seks fine lam!
Årets første lam
Søndag sidst på eftermiddagen fik Oslo årets første lam. Sikke en lykke!
Allerede lørdag eftermiddag begyndte hun at gøre tegn til læmning, så jeg troede egentlig at der ville være lam i løbet af natten. Men der kom ingen lam – og heller ikke i løbet af formiddagen.
Vi skulle på visit om eftermiddagen, men på et tidspunkt kiggede jeg på min staldkamera-app, og så var det tid at komme hjem.
På turen hjem kunne jeg se Oslo presse voldsomt og hårdt, uden synligt resultat, så jeg belavede mig så småt på, at jeg skulle hjem og assistere. Men da jeg kom ud i stalden var et lam lige præcis blevet presset ud og Oslo var i fuldt gang med at slikke det.
Efter 5 minutter kom endnu et lam til verden og 20 minutter efter igen kom så det tredje! Et gimmer- og to vædderlam. Oslo nussede og puslede, slikkede og sagde søde lyde, så alt var en fryd. Jeg kunne nøjes med at nusle og pusle om hende og sørge for en lille barselsboks, lækkert hø, lidt foder og lunt vand i spanden.
I dag har den lille familie været ude en lille stund, men vinden var for skarp, tror jeg de synes, så de trissede ind i den lune halm til en tår mælk og en lille søvn.
Mega sejt, lille Oslo! Jeg tror, hun stred virkelig meget for at få den første ud, men nu er alt fryd og gammen – og jeg krydser fingre for, at hun fortsætter med at passe alle tre.
Herunder er de alle tre – oven i købet i fødselsrækkefølge!
