Lørdag kom dagen, der giver gråd og tænders gnidsel på Bjerget. Stor jammer og klage. Lammene skulle tages fra deres mødre. Vædderlammene er ved at være ret fremmelige, har fået dybe, bøse stemmer og viser stor interesse for andre får end deres mødre!
Hele flokken blev lukket ind i fårehuset og lukket inde i en fangefold, så de kun lige kunne være der. Igen kan man undre sig – hvordan har jeg overlevet uden fangegitre så længe??
Jeg gik så stille og roligt rundt og fandt alle vædderlammene og fik dem gelejdet ud foran i et andet lille aflukke på fodergangen. Min søde mor var kommet for at assistere, åbne og lukke lågen, holde mandtal og stå i vejen for de lam, der vil gøre, hvad som helst for at komme tilbage til deres mødre. Og ved fælles hjælp gik det helt efter planen.
Da alle 12 vædderlam var skilt fra, læssede vi dem på trailer og kørte dem i samlet flok en lille bid vej til den græsmark, de forlod for nogle uger siden. Her er græsset vokset op igen og står nu saftigt og lækkert – helt perfekt lammeguf. Det har været godt med alt det vand. Vædderlammen tog det helt roligt, da vi først kom ud på marken. Når de ikke kan høre deres mødre, laver de ingen ståhej. Ude af øje …… Hmm, ja, jeg ved det jo ikke, men det virker sådan!
 Så kom samme tur til de 16 gimmerlam. De kom ud foran og så ledt ud i æblehaven. Det giver unægteligt en del ballade, når de to flokke går så tæt, at de kan høre hinanden, men det er der ikke noget at gøre ved. Det går over om nogle dage.

Fårene lod jeg blive i fårehuset natten over, hvor de blev sat på “vand og halm”: Fårehuset for at være sikker på, at de to flokke ikke rendte sammen hen over natten, og smalkosten for at hjælpe med at mindske og stoppe fårenes mælkeproduktion hurtigst muligt.
Søndag morgen kom de ud igen og går nu på det – til formålet – ret nedgræssede stykke foran huset. Og efter at de lige havde kaldt lidt på deres lam,  vandt interessen for græsset ret hurtigt og der er lige nu roligt og fredeligt på Bjerget.