Ja, vi savner fårene herhjemme – og det er jo ikke så mærkeligt! Det sjove er, at det virker som om fårene savner mig og de hjemlige omgivelser mindst lige så meget. De kommer susende i samlet flok, når jeg viser mig derude. Så skal de kæles med og snuse og puffe og bliver ved med at stå rundt om mig og følger mig rundt. Det gør de altså ikke hjemme. Der er der jo gange, hvor de knapt gider komme, når jeg kalder. Og det er ikke, fordi de er sultne. Der er rigeligt med græs – som de gladeligt forlader for at hilse på mig!
Det er vældigt godt for mit fåremor-selvværd, men det besværliggør helt sikkert mit lille 
Vi savner ….. hinanden
Skriv et svar