Alt tegnede jo mægtigt godt, da Persille fik lam, men der var alligevel noget, der ikke kørte helt. Lammene brægede og brægede og pattede og pattede! Men lige meget hjalp det.
Jeg prøvede lige at malke lidt ud, hvis de nu ikke kunne få de små vokspropper i patten løsnet, men … Der kom ingen mælk! Jeg synes, at det føltes som om den var der, men bare ikke ville falde ned. Hmm. Efter samtale med dyrlægen masserede jeg med varme klude, det hjalp ikke noget og lørdag morgen kom dyrlægen selv og gav medicin, så mælken kunne løbe ned, meeen han synes nu mest det lignede et gummi-yver med ingen mælk. Det kan komme efter en uopdaget yverbetændelse. Og han har desværre ret.
Medicinen hjalp ingen ting og jeg har nu gang i sutteflasken igen! Hver 4. time her i de første dage – sådan cirka! Det gode ved det er jo, at når jeg nu gerne vil beholde gimmerlammet, så bliver det da ihvertfald et dejligt tamt et af slagsen! Så der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget!
De to små grå størrelser er også blevet navngivet. Gimmerlammet hedder Aisha, for jeg har ønsket mig et Aisha-får lige siden Outlandish sang om hende – og vædderen Mar Mikhael, der er et område i Beirut! De er begge to et par friske små. Vædderen mere “små” end hans søster og her knapt to døgn gamle vejer de 3,5 og 4,5 kg. De tager begge godt fra ved flasketid og Persille passer dem så fint på alle andre måder, så det er dejligt!
På billedet ligger Mar Mikhael på mit skød og får flaske, Aisha er utålmodig og sutter løs på min lillefinger, mens Persille nusser rundt om os og slikker og laver søde lyde. Ren idyl – når det nu skal være.